Jeg er skide stolt over mig selv og måden jeg kom igennem fødslen på

Ca. kl. 12:

Omkring middagstid var det ikke så festligt at lege praktisk gris længere, så jeg fortrak til sofaen, hvor jeg forsøgte at se lidt tv, mens jeg stadig brugte afspændingsteknikkerne og visualiseringen. Jeg skulle fokusere mere under veerne, som var begyndt at komme hyppigere og "bide" noget, så manden fik besked på at begynde at klargøre fødekarret og sørge for lidt mad og drikke til sin arbejdende kone.

Ca. kl. 14.30:

Et par timer senere var veerne blevet så kraftige, at min mand ringede til fødegangen - bare sådan lige for at orientere om den snarligt forestående hjemmefødsel. Vi havde ingen ide om hvor langt i forløbet, jeg var henne. Den første fødsel havde jo taget så lang tid, og jeg syntes slet ikke, at veerne var så smertefulde som dengang. Altså, jeg skulle klart fokusere, men jeg var fyldt af ro og en tro på, at jeg sagtens kunne klare det.

Ca. kl. 16:

Hospitalet sendte så en jordemoder. Hun kunne konstatere, at jeg var næsten 7 cm åben og altså langt længere i forløbet, end jeg havde troet. Desværre var mit blodtryk også blevet noget forhøjet, og pga. min historik med protein i urinen og let forhøjet blodtryk gennem de seneste kontroller, frygtede hun en mulig svangerskabsforgiftning. Derfor anbefalede hun en overflytning til hospitalet. Og fordi jeg var så langt henne i fødslen, skulle det ske med en ambulance i udrykning.Jeg var selvfølgelig skide ærgerlig over ikke at kunne "få lov" til at blive hjemme, hvor min mand netop havde fyldt fødekarret med dejlig varmt vand og køleskabet med lækre sager. Jeg havde glædet mig til en helt anden type fødsel end den første, fyldt med ro i mine trygge omgivelser. Og jeg følte mig absolut ikke syg. Jeg havde jo styr på det! Men jeg ønskede naturligvis heller ikke at løbe en unødvendig risiko, for hverken mig selv eller min baby. Så jeg sagde ja til overflytningen.

Ca. kl. 17:

Det var klart nok ikke nogen behagelig tur at suse afsted med udrykning til hospitalet, når man er i aktiv fødsel! Men frem kom vi, og jeg blev installeret på en fødestue. Jeg fik lagt venflon, der blev taget blodprøver, mit blodtryk blev målt, og der blev kørt CTG på baby. Han klarede heldigvis strabadserne som en rigtig champ, og da mit blodtryk ikke var voldsomt alarmerende, fik jeg lov til at komme i fødekar, så jeg måske kunne få bare en smule af den fødsel, jeg havde planlagt.

Det var dejligt at komme i vandet, men jeg kunne ikke rigtig finde en god stilling, så jeg kom op på briksen i stedet (noget jeg ellers absolut ikke havde villet, da jeg planlagde).Jeg var nu næsten fuldt åben, og jordemoderen mente, at det udelukkende var fosterhinderne, der blev ved at holde baby tilbage. Jeg havde under hele forløbet med veerne arbejdet meget med min vejrtrækning og en slags positiv mental tilgang til smerterne. Jeg havde derfor slet ikke haft behov for at "sætte lyd på" (igen en skarp kontrast til min første fødsel) - men nu begyndte det for alvor at gøre ondt, og jeg måtte ud med en form for dyb brummen under veerne. Jeg fik pressetrang, og ved det første pres stod fosterhinden simpelthen ud af mig som en kæmpe bobbel!

Da den endelig brast, gik det hurtigt, og jeg fik lillebror ud på godt tre presseveer over 15 minutter.

Kl. 19.28:

Lillebror blev født. Jeg havde planlagt, at jeg ville række ned og tage imod (for det var det eneste positive jeg fik gjort under min første fødsel), men alt var blevet så anderledes. Da jeg ikke havde fundet en god stilling i badekarret, havde jordemoderen installeret mig i en form for sideleje på briksen, hvor jeg selv skulle holde mine ben fra hinanden. Og jeg var simpelthen alt for optaget af processen med at presse og holde mine ben, så i stedet blev det min mand der rakte ned efter baby og fik ham op til mig. Og faktisk synes jeg her bagefter, at det var meget bedre, end hvis jeg selv havde gjort det. Der var noget smukt i, at min mand hjalp ham det sidste stykke vej. Min mand klippede også navlesnoren, da den var stoppet med at pulsere, moderkagen blev født, og det var så den fødsel.

Lillebror vejede 3470 g og var 53 cm lang. En sund og dejlig gennemsnitsbaby. Det tog ca. 16 timer fra første lille ve, til han var ude. Og jeg bristede ikke det mindste!

Mht. svangerskabsforgiftning så var alle prøver normale, og mit blodtryk blev også hurtigt normaliseret. Så jeg havde faktisk fint kunne føde derhjemme som planlagt. Men sådan er det jo lige præcis med fødsler: man kan forberede sig og planlægge alt det man vil, men man ved jo aldrig hvordan det ender med at gå. Jeg tror dog på, at det er vigtigt at forberede sig på en eller anden måde og at få gjort sig nogen tanker om, hvordan man gerne vil have det. For det er jo DIN fødsel. En tanke, som for alvor fik rodfæstet sig i mig i løbet af kurset.

For mig var det super gavnligt at bruge Anja Bays teknikker, og jeg er ikke i tvivl om, at det havde meget at gøre med, at fødslen blev så god som den var. På trods af at det slet ikke gik som forventet, og på trods af en potentiel farlig situation. Jeg er skide stolt over mig selv og måden jeg kom igennem fødslen på - og selvom det på ingen måde var smerteFRIT, var det faktisk heller ikke specielt smerteFULDT. Og jeg fik ikke en døjt smertestillende.

Marie Jørgensen, 2. fødsel