Jeg følte mig både før og under fødslen virkeligt godt forberedt

Tilbage til fødslen: Vores to-årige datter vågnede lidt over 3, og jeg sagde til min kæreste, at der var gang i noget, så det ville være fint, hvis han kunne få hende til at falde til ro i egen seng. Det brugte han en halv times tid på – uden held. Så hun røg ind i vores seng, og også hun må have fornemmet noget. I hvert fald var den gængse natlige papa-syge pist væk, og i stedet kaldte hun på mig og lagde sig til at sove med hovedet oppe i mit. Sådan lå vi sammen, men jeg tog en stak veer. Det må have været et kønt syn! Da hun sov dybt og godt, sneg både min kæreste og jeg os ud af soveværelset. Jeg havde allerede ringet til fødegangen for at informere om den forestående fødsel, da jeg skulle føde hjemme. Min første fødsel varede 17 timer, og trods utallige anekdoter fra venner og bekendte om hurtige andengangsfødsler, var jeg sikker på, at jeg ikke hørte til i kategorien af hurtigfødere.

Jeg havde skrevet til min fødselshjælper kl. halv fire for at fortælle, at veerne var gået i gang, men at der ikke var nogen grund til at komme endnu – jeg var helt sikker på, at der var mange timers fødsel forude. Jeg koncentrerede mig om mit fødselsarbejde og brugte laboro-vejrtrækningen til samtlige veer. Jeg synes hurtigt, de blev meget intense. Jeg brugte al min energi på at huske på afspænding og visualiseringen, mens jeg arbejdede mig igennem veerne. Vi vækkede min mor omkring kl. 5, og herefter begyndte veerne virkeligt at bide.

Jeg ringede til min fødselshjælper kl. 5.09, og fortalte hende, at det var nu. På trods af de stærke veer fik jeg sagt til hende, at hun ikke skulle stresse, for jeg var stadig sikker på, at der var lang vej igen. Min kæreste ringede til fødegangen 5.13, og sagde, at det var på tide at sende en jordemoder. Veerne var virkeligt intense, og min kæreste var sød og opmærksom og prøvede at hjælpe mig igennem veerne med tryk og massage. Jeg kunne (imod egen forventning) slet ikke finde behag i berøringerne. Så han brugte i stedet sin energi på at få styr på alt det praktiske med at dække gulv og sofa af, puste fødekar op og gøre barnevognen klar til vores datter – og ikke mindst at skabe hyggestemning i stuen med stearinlys. Jeg brugte samtidig al min energi på at arbejde med veerne, som nu kom med 2-3 minutters mellemrum. Jeg var på dette tidspunkt forvirret og lidt nervøs, fordi veerne var så stærke. Jeg kunne ikke andet end at tro, at jeg var i starten af min åbningsfase, for jeg havde jo kun haft veer et par timer. Så i mit hoved kunne jeg begynde at skalere intensiteten af veerne op med ti for at forestille mig, hvordan de sidste åbningsveer ville føles. Og den tanke var ret så uoverskuelig! Der skulle dog ikke gå længe, før det gik op for mig, at jeg ikke var ved mine første åbningsveer, men mine sidste…

 Min kæreste ringede igen til fødegangen kl. 5.42 lidt nervøs over, at jordemoderen ikke var her endnu. Allerede på dette tidspunkt begyndte den første pressetrang at melde sig. Jeg mærkede det som stærkt trykkende fornemmelse i lænden og fornemmelsen af at skulle på toilettet.

Omkring 5.45 puttede min kæreste vores datter i voksiposen i barnevognen, og sendte bedstemor ud at gå tur med hende. Hun sov trygt videre, indtil hun blev afleveret i vuggestuen af bedstemor lidt senere. Kl. 5.50 ankom min fødselshjælper, Anna. Hun hjalp mig med at huske på afspændingen og efter nogle veer på toilettet, spurgte hun, om det ikke var på tide at komme i fødekaret. Det var den helt rette timing! Det føltes fantastisk at sænke kroppen i vandet. Jordemoderen ankom netop, som jeg stod med det ene ben i fødekaret, og det var rart at have en ekspert i huset, da jeg stadig ikke helt turde tro på, at jeg allerede skulle presse. Jeg spurgte autoritetstro, om jeg måtte presse, og fik det nøgterne svar: ”Kan du lade være”? Således gik jeg i gang med at presse, godt tre timer efter den første ve. Jeg oplevede at være utroligt meget med. På én og samme gang at være klar i hovedet samtidig med, at jeg var godt inde i min fødselsboble og fyldt med hormoner.

Det var dejligt at have visheden om, det ikke ville vare længe, før jeg kunne holde vores babydreng i mine arme. Pressefasen var (som resten af fødslen) hårdt arbejde men på ingen måde ubehagelig eller smertefuld. Jeg mærkede ulig ved den første fødsel helt tydeligt ”the burning ring of fire”, og jeg havde også hele tiden en klar fornemmelse af, hvor hans hoved var, og hvor langt der var igen. Jeg visualiserede, hvordan jeg åbnede mig, og jeg brugte også Anjas trick om at se mig selv som en Bodum stempelkande i hver presseve. Efter knap en halv time i fødekaret, tog jeg kl. 6.28 med jordemoderens hjælp imod vores lille søn. Det var en fantastisk fornemmelse. Fødslen var gået nemt og fuldstændig ukompliceret, og for os var det den helt rigtige beslutning at føde hjemme. Omhyllet af hormoner og hyggestemning sad jeg flere timer med vores nyfødte babydreng i sofaen, og vi hyggede os stille og roligt med morgenbrød med Anna, min mor og jordemoderen.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at min egen forberedelse til fødslen inklusiv (og måske især) grundkurset hos Smertefri Fødsel har været med til at fordre den her skønne fødselsoplevelse. Jeg følte mig både før og under fødslen virkeligt godt forberedt samt informeret om kroppen og de hormoner, der tonser rundt i kroppen på den fødende. Jeg havde på forhånd truffet aktive valg for at sikre mig den bedst mulige oplevelse deriblandt ønsket om hjemmefødsel, fødsel i vand og deltagelse af fødselshjælper. Vi bad om sen afnavling, og jeg frabad mig syntocinon-sprøjten.

Efter fødslen følte jeg mig frisk, og jeg havde det på alle måder godt. Jeg slap med to små rifter, som jeg her fire døgn efter fødslen ikke har mærket spor til. Mælken løb til efter to døgn, og både babydrengen, Viggo, og jeg trives.

Sanne Sørensen, 2. fødsel