Denne gang fødte jeg selv mit barn
Sidst overgav jeg mig til hospitalet— denne gang fødte jeg selv mit barn
I dag kom der en fødselsberetning fra Stefani, som du bør læse. Fordi det er et rigtig godt indblik i en fødsel, der som udgangspunkt er udfordrende. Hun bliver sat i gang med en stikpille, hvilket kan give et meget udfordrende forløb, da hendes egne naturligt smertelindrende hormoner nedsættes væsentligt i dén procedure, og veerne typisk er ret kraftige, når de kommer, og pauserne korte.
Her er Stefanis beretning om, hvordan hendes arbejde med kroppen og fødeteknikkerne hjalp hende styrket igennem en meget langt og udfordrende fødsel med igangsættelse to uger over termin.
Igangsættelsen
Jeg bliver sat i gang med en stikpille torsdag morgen kl. 8.30, 14 dage over termin. Få timer efter begynder veerne med 4 min. mellemrum og varer ca. 1 min. Selvom jeg synes, de hurtigt tager til i styrke, kan jeg godt følge med ved slappe af de rigtige steder i kroppen og ved hjælp af den laboro vejrtrækningen. Tidlig eftermiddag skal jeg møde på hospitalet igen, enten for at få endnu en stikpille eller for at få taget vandet. Jeg er ved godt mod, da jeg synes veerne virker kraftige, men overkommelige, indtil jeg bliver undersøgt og sendt hjem igen med følgende besked: Du har for mange veer til at jeg vil give dig en stikpille til, men du er ikke åben nok for at jeg kan tage vandet (prikke hul på fosterhinderne)…:o(
Nå, der er jo ikke noget at gøre, og det går jo trods alt den rette .vej
Hjemme igen bliver veerne ved, stædig med 3-4 min. mellemrum. Vi snakker, ser lidt fjernsyn og spiser sushi. Gentagne gange får min kæreste sagt, at det her er helt anderledes end 1. gang, fordi jeg tager den ene ve efter den anden stille og roligt, og jeg har overskud mellem veerne. Jeg tager de fleste veer siddende på en pilatesbold og både laboro vejrtrækningen og kombinationsafspændingen hjælper mig rigtig meget!
Sammentrækningerne tager til
Ved 2-tiden om natten synes jeg veerne er voldsomme, og smerterne tiltagende — der må da være sket noget! Vi tager atter ind på hospitalet, og jeg er nu ca 2 cm åbenL…og meget træt! Det er nu ca. 17 timer siden, at jeg blev sat i gang. CTG'en (strimlen) viser dog gode veer, fin hjerterytme og fosterbevægelse, så jeg får en panodil, en ipren og noget sløvende med hjem for at få sovet lidt, og vi aftaler at ringe ind næste morgen kl.10, for at lave en aftale om at få taget vandet.
Jeg er vågen resten af natten. Pillerne virker ikke, og når jeg når at døse lidt hen, er jeg ikke klar inden veen starter og kommer ikke ind i laboro vejrtrækningen tids nok, hvilket resulterer i, at jeg bliver overmandet af smerte. Så det er bedre at holde sig vågen og koncentrere sig om kombinationsafspændingen og vejrtrækning.
Næste formiddag er vi på hospitalet igen og beskeden (oveni trætheden og veerne) er ved at slå mig helt ud: Jeg er med lidt god vilje måske ca. 3 cm åben. Jordmoderen siger, at jeg vist ikke har særlig meget gavn af at være andengangsfødende da det ikke lader til at gå hurtigere. Det kan jeg jo kun give hende ret i.
Jordmoderen foreslår en epidural, så jeg kan få sovet lidt, men jeg vil ikke have den: Jeg føler, at jeg stadig kan takle veerne, og jeg er bange for at epiduralen vil forhale processen yderligere eller sætte fødslen helt i stå. Jeg er dog meget øm under maven, fordi lille Linus ynder at danse tango inde i maven nærmest gennem hele forløbet. Han kan vist trods alt mærke, at der er ved at ske noget.
Tiden går på modtagerstuen med veer, CTG (som jeg efter ønske får lov til at sidde eller stå op med for at holde mig aktiv), og jeg håber så meget på snart at få lov til at komme i vand, hvilket jeg husker som meget smertelindrende fra min sidste fødsel. (Jeg fik dog ikke lov til at føde i vand dengang, så det kunne jeg rigtig godt tænke mig nu).
Fra modløshed til nyt mod
Da jeg bliver undersøgt igen ved 15-tiden, er jeg knap og nap åben nok til at jordmoderen vil tage vandet, men hvis det ikke hjælper, synes hun jeg skal have et vedrop.
Og der bryder jeg helt sammen! Jeg er afsindig træt, jeg er øm og jeg vil (død pine) ikke føde på ryggen i sengen igen (hvilket vedroppet og CTG godt kunne betyde) — det var bare ikke lige min drømmeforestilling om en fødsel!
Jeg får lidt tid til at sunde mig og kl. 16 tager jordmoderen vandet, mens jeg står op — og til min store lykke er fostervandet klart, og veerne kommer nu med meget korte mellemrum. Endeligt kan jeg komme i vand! Jeg er ovenpå igen! Selvom veerne nu er heftige og nærmest kommer lige oveni hinanden, har jeg ikke noget problem med at takle dem. Jeg bliver kørt over på fødestuen i en kørestol, da der nærmest ikke er nogen pause imellem veerne. Jeg kommer i vandet, hvilket er rigtig rart. Jordmoderen forstår ikke rigtig min laboro vejrtrækning, og spørger om jeg har pressetrang. Da jeg svarer, at det havde jeg ikke endnu, giver hun mig besked på at trække vejret dybt, ”for ellers får barnet altså ikke ilt nok” (hun kender ikke betydningen af træningen, jeg har lavet). I den korte pause jeg har mellem veerne får jeg sagt, at der kun er 3% forskel på ilttilførslen og beder min kæreste om at finde sedlen om Smertefri Fødsel frem, som jeg havde printet og lagt i vandrejournalen.
Kort tid efter forlader modet mig, og jeg tror ikke et sekund på at jeg kan presse mit barn ud. Jordmoderen er helt rolig og siger "Du gøre det supergodt, og det kan du sagtens”. Jeg svarer bare "Ach du Scheisse” — jeg ved ikke hvor det tyske kommer fra lige der, men jeg husker at have læst om "overgangsfasen” og ved at lige om lidt kommer kræfterne og modet tilbage.
Så får jeg får pressetrang og får lov til at presse. Da jordmoderen siger, at barnets hoved er ret stort og mit mellemkød ikke særlig fleksibelt, får jeg (mellem presseveerne) fortalt hende, at jeg blev klippet sidste gang (Hun havde ikke nået at kigge i min journal inden jeg kom). Jeg kunne se på hende, at hun mente det også kunne blive nødvendigt denne gang. Men jeg skal bare ikke klippes igen! Så jeg koncentrerer mig 110% på at bruge presseteknikkerne rigtigt og bruge visualiseringen med at ”tænke mig selv åben nok” til at kunne presse mit barn ud. Og det fungerer.
En time efter jordmoderen havde prikket hul på fosterhinden (hvor jeg var knap 3 cm. åben), ligger min lille lækre Linus på min mave i badekarret og min anden fødsel ender trods den lange opstart alligevel i en drømmefødsel!
Fra styret til styrende med fødeteknikkerne
Jeg er voldsomt imponeret over, hvor stor en forskel fødselsforberedelsesøvelserne har gjort for mig! Ved min 1.fødsel følte jeg mig fuldstændig magtesløs, når jeg fik en ve og lå i krampe på sofaen. Hele den sidste del af min 1. fødsel, husker jeg som noget der foregik med mig som patient, og uden at jeg havde noget at skulle have sagt. Jeg lå på ryggen og blev klippet i mellemkødet. En CTG og jordmødrene fortalte mig hvornår jeg skulle presse.
Ved hjælp af teknikkerne fra Smertefri Fødsel havde jeg kontrol over veerne. Jeg kunne arbejde med min krop og give livmoderen plads og ro til at arbejde (især den sidste del af udvidelsesfasen fra de 3-10 cm., som jo kun varede 30-40 min). Derudover var jeg afklaret med mine ønsker til fødslen.
Det er en super ”fødselsforberedelsespakke” Anja har sammensat, og jeg anbefaler alle, at sætte sig ind i teknikkerne. Jeg ville ikke tøve et sekund med at genopfriske fødeteknikkerne en anden gang, og synes det har været mere end alle pengene værd.
- Stefani Biber, 2. fødsel
