Min fantastiske hjemmefødsel - og tak til smertefri fødsel

Tirsdag, uge 41+3

Kl. ca. 03:00: Jeg vågner. Nu gør det lidt mere ondt i mit underliv. Det gør i hvert fald så ondt at jeg ikke kan sove, og så ondt at jeg bliver nødt til at bruge Laboro. Jeg putter mig ind til min kæreste og lader ham sove videre. Han skal op kl. 06.00, så jeg synes ikke, at der er grund til at vække ham. Jeg er stadig i tvivl om jeg er i fødsel og om det er rigtige veer, altså veer man føder af, men jeg fortsætter med min vejrtrækning og synes ikke de 3 veer der kommer i timen er slemme, overhovedet. 

Kl. ca. 06:00: Min kæreste og jeg står op. Han spørger om han skal blive hjemme, og jeg er meget i tvivl. Jeg har hørt at fødsler tager meget meget lang tid, og jeg har jo ikke så ondt endnu, så jeg regner med at han sagtens kan tage på arbejde og komme hjem igen. Heldigvis vurderer han, at jeg er lidt for koncentreret om mine veer, så han ringer til arbejdet og siger at han bliver hjemme. Vi spiser morgenmad, joker med at vi måske snart skal være forældre og jeg bliver ved med at minde ham om, at det sagtens kan gå i stå igen, så vi ikke skal få vores forventninger alt for højt op. 

Kl. ca. 10:00: Jeg traver rundt i lejligheden. Jeg har det bedst med at være i bevægelse. Når der kommer en ve læner jeg mig op af en dørkarm og bruger min vejrtrækning. Lige pludselig giver Laboro mening, og jeg er glad for at have et vejrtræknings værktøj, som jeg er tryg ved. Veerne kommer et sted i mellem 7 og 12 minutter og varer ca. 30 sekunder. Jeg synes ikke det er så slemt, så jeg eksperimenterer med forskellige stillinger under veerne for at finde ud af, hvad der fungerer bedst for mig. Jeg finder ret hurtigt ud af at bordet under spejlet på badeværelset har en dejlig højde, så jeg regner med at jeg går derud når mine veer bliver værre. Min kæreste dækker af med plastik på gulvet, fordi vi senere skal puste fødekaret op. Han dækker også sofaen af fordi moderkagen skal fødes "på land", så vi er ret klar til lillepigens ankomst. Vi bliver også enige om at ringe til fødegangen på Riget og fortælle dem at vi nok så småt har gang i en hjemmefødsel. Jordemoderen er glad for vi ringer, og siger at vi bare kan ringe igen, når der er lidt kraftigere veer, eller hvis der er noget vi er i tvivl om. Min kæreste spørger om han skal puste fødekaret op. Jeg synes det er fjollet at gå i gang med det allerede. Vi kan ligeså godt vente til jordmødrene kommer, så har han også noget at lave i mens de undersøger mig. 

Kl. ca. 11:00: Jeg hopper i bad. Det er dejligt at stå under bruseren. Jeg begynder at blive lidt pjevs og spørger om min kæreste ikke vil ringe til min mor, og spørge om hun vil komme forbi og drikke en kop kaffe. Et eller andet skal vi jo have tiden til at gå med. Veerne er stadig uregelmæssige. De kommer hvert  5. 6. 7. 8. 9. 10. 11. 12. minut. Jeg skal koncentrere mig om veerne, og jeg bruger Laboro under hver ve, men jeg har nogle dejlige forholdsvis lange vepauser, og der har jeg fint overskud til at tænde tv'et og følge med i Folketingets åbning. 

Kl. ca. 12:00: Min mor kommer forbi, og vi drikker kaffe i mens jeg brokker mig over, at jeg havde en ve i mens Dronningen ankom. Jeg ville godt have haft set hendes kjole. Min Mor griner og siger at veer er irriterende på mere end én måde. Hun spørger også om hun skal ringe til min far. Jeg siger at hun skal vente til vi er HELT sikre på at det ikke går i sig selv igen. (Vildt at jeg stadig kunne være i tvivl om hvorvidt jeg skulle føde). Veerne kommer nu med ca. 7-10 minutters mellemrum og varer ca. 50-60 sekunder, men jeg er stadig frisk i ve pauserne, og jeg spiser også en skive ristet toast og drikker et stort glas saft. 

Kl. ca. 13:00 - 14:00: Nu gør det virkelig ondt. Jeg er ikke længere i stand til at snakke i pauserne mellem veerne og ligger bare som en sæk slatten kød ind over sofaen. Jeg begynder at få kvalme og jeg sveder - som i virkelig sveder - under veerne. De kommer nu ca. hvert 5. - .7 minut og varer stadig omkring 1 minut. Jeg bruger Laboro under hver ve, og jeg tør slet ikke at prøve at trække vejret på en anden måde. Det hjælper at have noget at fokusere på, så jeg prøver at bruge mine fikspunkter. Jeg kigger på mine åbne håndflader under hver ve. Jeg har en idé om at smerterne bliver værre hvis jeg knytter hænderne, så jeg gør alt hvad jeg kan for at holde dem åbne, og det lykkes mig faktisk også. Jeg flytter mig til bordet under spejlet på toilettet. Det er rart at stå op, og jeg kan ikke overskue at ligge ned. Smerterne er ret intense, men jeg føler stadig at jeg kan arbejde med veerne, og både min kæreste og min mor er søde til at heppe og holde kolde klude mod min pande og nakke. 

Kl. ca. 14:30: Jeg beder min kæreste om at ringe til fødegangen, for jeg synes at det hele har ændret karakter. Fra at jeg var frisk og klar i mellem veerne, til at jeg nu ingenting kan andet end at have ondt af mig selv, og bede de andre om ikke at snakke for højt. Han ringer. De synes mine veer er for uregelmæssige og siger, at vi skal ringe igen når de kommer hyppigere og mere præcist. Jeg er førstegangsfødende så det kan tage lang tid endnu. 

Kl. ca. 14:30 - 15:30: Jeg lægger mig ind i sengen, fordi veerne kræver så meget af mig. Jeg har ikke længere kræfter til at stå op. Veerne er meget kraftige og kommer nærmest hele tiden. Jeg har kun et enkelt minut eller to imellem og jeg panikker indimellem, desværre. Jeg bruger Laboro rigtig meget, men jeg mister fokus på toppen af veen hver gang. Smerten er så voldsom at jeg ikke kan holde mit fokus på Laboro. For første gang skriger jeg. Jeg er bange og jeg beder min kæreste om at ringe og sige at jordmødrene altså skal komme nu lige meget hvad den fødegang siger. Jeg er især rigtig utryg fordi jeg ikke ved hvor langt jeg er fødslen, og jeg når at sige til min kæreste, at hvis jeg ikke er mere end et par centimeter eller 5 åben, når jordmødrene kommer, vil jeg overflyttes og have en epidural. 

Kl. 15:30: Min kæreste ringer til fødegangen og siger at jeg er utryg, og at jeg meget gerne vil have at der kommer nogle og kigger til mig. De siger, at de så småt vil sende en jordemoder af sted. Jeg kan på ingen måde holde ud at ligge i sengen længere, og jeg føler at jeg skal på toilettet, så jeg bliver hjulpet ud til bordet under spejlet igen. Jeg kan dog ikke overskue at sætte mig på toilettet. Det gør alt alt for ondt at sætte sig og veerne kommer  hele tiden. Der er ca. 30 sekunders pause i mellem og jeg hænger over bordet med hovedet ned i håndvasken. Mit eneste fokus lige pt. er mine håndflader. Jeg føler at jeg har mistet grebet om Laboro, men min kæreste har fortalt at jeg blev ved med at trække vejret overfladisk, så det har åbenbart bare været en følelse og ikke virkeligheden. 

Kl. 16:30: Jeg skal virkelig på toilettet. Som i virkelig på toilettet, og jeg kan ikke overskue at gå det ene skridt derhen. Jeg råber til min kæreste, at han skal ringe til fødegangen NU, for jeg har virkelig ondt, og jeg kan ikke klare mere. Desuden vil jeg gerne have hjælp til at komme på toilettet, og det føler jeg ikke at hverken han eller min Mor kan hjælpe mig med. Idet han tager telefonen ringer det på døren. Jeg husker stadig lettelsen strømme ind over mig, da en jordemoder og en jordemoderstuderende træder ind af døren, og jeg råber til dem at jeg skal skide. De spørger om jeg ikke skal føde, og jeg siger nej, at jeg kan mærke jeg skal lave. De kommer hurtig ud til mig og undersøger babys hjertelyd - alt er fint. Jeg siger igen at jeg skal lave, og at jeg gør det på gulvet, hvis ikke de hjælper mig. De siger at det OK, og jeg er faktisk også ligeglad med hvor det havner - nu er de advaret. Den ene undersøger mig vaginalt og siger overraskende at jeg er 10cm åben, og at jeg bare kan presse på næste ve. 

Kl. 16:45: Jeg har ikke flere kræfter og mine ben ryster under mig, så jeg kan slet ikke presse stående grundet udmattelse. De spørger om jeg vil ind i sengen, men jeg vil hellere ind på sofaen, da min kæreste jo har dækket den af (sjovt nok nåede vi ikke at puste fødekaret op ;-)). De hjælper mig fra badeværelset og ind på sofaen, og jeg når lige at sige, at jeg bestemt ikke vil føde på ryggen. Jeg ligger mig på siden i sofaen, min kæreste holder mit ben, og jeg kan lige pludselig mærke mine presseveer. Det er super rart, for de er slet ikke ligeså slemme som de andre veer. Derudover er der pauser i mellem dem igen, så jeg når at tænke, om jeg overhovedet kan finde ud af at presse hende ud.  Vandet er ikke gået, så de jordmorderen vil tage det. Hun når det dog ikke, for det går i det jeg presser. Det er helt klart, så baby har det fint og er på ingen måde stresset. 

Kl. 17:07: Kommer vores lille pige til verden efter en kort pressefase, som på ingen måde var slem. Min kæreste ville gerne tage i mod hende, men jeg havde brug for ham lige til det sidste, så han når det ikke helt. Til gengæld er det ham der tager hende og lægger hende op på mit bryst. Jeg føder moderkagen uden problemer og får et par sting i venstre side af skeden (1. grads bristning). Det tog en god halv time fra jordemødrene kom ind af døren til hun var født. Det var en helt fantastisk oplevelse, selvom det kom meget bag på både min kæreste, min mor og ikke mindst mig selv at jeg var så langt i forløbet. Jeg havde den bedste fødsel, hvor jeg var i kontrol og havde god brug af både Laboro og fikspunkter. Jeg endte godt nok ikke med at føde i vand, som jeg havde regnet med, men det gjorde slet ingenting.  Jeg vil til hver en tid gøre det igen, og jeg er overbevist om, at teknikkerne fra Smertefri Fødsel var en medvirkende årsag til min fantastiske fødsel. 

Henriette, 1. fødsel