Min fødselsoplevelse
Min fødselsoplevelse den 4/8 2014
Som diabetiker (type 1) blev jeg ”holdt meget i hånden” under hele min graviditet, idet jeg skulle gå til periodevis jævnlig kontrol på dels Steno i Gentofte (for min diabetes) og på Rigshospitalet (for barnets udvikling og planlægning af fødslen). Som diabetiker kan man ikke selv vælge fødested, og må derfor heller ikke føde hjemme, da læger og jordmødre ønsker at overvåge både mor og barn under fødslen. Alle kontroller under hele graviditeten viste at min graviditet havde et helt normalt forløb, og at baby under hele forløbet havde det godt. Jeg er lidt af en kontrolfreak, så for mig var det en ekstra bonus at skulle gå til kontrol så mange gange, for det gav mig mulighed for at følge med i babys udvikling på nært hold via f.eks. de mange ekstra scanninger jeg fik, og også kunne spørge sundhedspersonalet ud om graviditetens forløb.
Sammen med fødselslæge Peter Damm planlagde vi en normal fødsel, ca. 1 uge før termin (det er normalt at diabetikere sættes i gang ca. 2 uger før termin aht. barnets størrelse og evt. komplikationer, idet der er en forøget risiko som diabetiker at føde for store børn og få svangerskabsforgiftning). Selvom der er en overrepræsentation af diabetikere som får kejsersnit, så sagde han at der ikke var nogen grund til, i mit tilfælde, at jeg ikke skulle kunne føde ved en normal vaginal fødsel.
Et par måneder før min termin, tog jeg grundkurset over 4 moduler hos Anja Bay ”Smertefri fødsel”, fordi jeg var bange for fødslen og smerterne. Dette gav en masse overblik og ro frem mod den forestående fødsel. Da jeg havde hørt meget skidt om igangsatte fødsler, opsøgte jeg jordmoder Helle Ella, som har specialiseret sig i bla. akupunktur til at påvirke at fødslen sættes i gang af sig selv.
Jeg gik hos hende 3 gange, men dette havde desværre ingen effekt. Så efter den forudgående aftale med min fødselslæge, blev jeg indlagt på RH torsdag den 31/7 og fik 2 modningspiller. Dette gav nogle kraftige plukkeveer, men de fortog sig igen over natten.
Den efterfølgende dag fik jeg 2x2 igangsættelsespiller, som igen gav kraftige plukkeveer, men fortog sig igen i løbet af natten. Det samme udspillede sig den følgende dag – lørdag, igen uden effekt, og efterhånden var jeg og min mand ved at være lidt trætte og slidte, for mentalt var vi jo konstant i fødsel – fordi hver gang der kom (plukke-)veer, så kunne det jo være at fødslen for alvor gik i gang. Det blev søndag, og vi kom ind til en erfaren jordmoder, som mente at min dosis havde været for lille de foregående dage, da man kan give op til 3x2 igangsættelsespiller, og det ville hun sørge for at jeg skulle få denne dag, så forløbet ikke skulle trækkes længere ud. Til den sidste CTG-måling og livmoderhalsundersøgelse, kunne man dog konstatere at livmoderhalsen havde trukket sig nok tilbage til, at man ville kunne tage vandet. Så i stedet for at få en sidste portion igangsættelsespiller, så blev vandet søndag den 3/8 taget kl. 20, og allerede 20.15 begyndte veerne så småt.
Tiden derfra blev bla. brugt på en gåtur til søerne, men veerne tog godt fat, og ved 21-tiden fik jeg en fødestue, selvom jeg kun var 2 cm åben, men med diabetikere som fødende ønsker man at starte overvågning af barnet hurtigt. Aftenen gik og natten begyndte, og jeg fik ved 2-tiden sat en elektrode fast på min babys hoved i livmoderen, så de kunne monitorere barnet bedre. På dette tidspunkt var jeg stadig kun 2 cm åben, på trods af gode veer (sagde jordmoderen), og under hele forløbet kunne jeg være i mine veer, ved brug af laboro-vejrtrækningen og mulighed for at stå i forskellige positioner. Som diabetiker kan man desværre ikke komme i vand, pga. alt overvågningsudstyret, det ville jeg ellers gerne.
Ved 6-tiden om morgenen havde jeg med lidt god vilje åbnet mig 2,5 cm, og var ved at være godt træt. En ny jordmoder foreslog at give mig et ve-drop, for at få sat ekstra skub på fødslen. Dette gik jeg modvilligt med til, men det var ikke rart – jeg fik ve-storm og dermed meget lidt pause eller ingen den næste 1,5 time, hvor jeg igen blev undersøgt, og man kunne konstatere at på trods af ve-droppet havde jeg ikke udvidet mig yderligere. Jeg var nu så træt og havde så mange smerter, især i lænden hver gang der kom en ve, at jeg bad om et kejsersnit. Jordmoderen forsøgte at overtale mig til at få en epiduralblokade, som så kunne virke nogle timer mens jeg fik lidt søvn, men jeg kunne på dette tidspunkt, klokken var 7.30 om morgenen, ikke overskue at min fødsel skulle vare måske 8-10 timer mere, udover de 4 dage jeg mentalt allerede havde været i gang.
Narkoselægen kom og lagde epidiuralen – som jo skulle lægges under alle omstændigheder til kejsersnittet, og det var en hel befrielse ikke at kunne mærke nogle smerter mere. Ve-droppet blev taget af og jeg fik efter en kort samtale med kirurgen grønt lys for kejsersnittet, og var heldig at de allerede kunne tage mig kl. 9, da der var et ’hul’ imellem de planlagte kejsersnit denne mandag.
Jeg gik selv hen på operationsstuen, som belejligt ligger på den anden side af gangen, og blev klargjort til kejsersnittet. Der var en utrolig god stemning på stuen, og især narkosesygeplejersken som var min primære kontakt var utrolig nærværende og gav mig en masse tryghed. Min mand var med samt min seneste jordmoder (Maria Bang-Jensen) som havde vagten fra kl. 7, og det var jeg meget glad for.
Kl. 9.35 blev min søn født med et skrig og han tissede i samme nu på kirurgen. Han blev med det samme taget over til børnelægen, hvor min mand fulgte med hen, og han fik topkarakter i alle 3 apgar-scorer. Vægt 3.652g og 52 cm lang. Jeg selv blev også forløst, for efter jeg havde hørt min søn skrige, så svævede jeg lidt mellem bevidsthed og ubevidsthed, uden dog at besvime – narkoselægen havde godt styr på mig, men jeg gav mentalt slip, det havde været nogle opslidende dage. Jeg blev syet, og blev derpå med far og søn kørt til opvågning, hvor jeg sov et par timer. I mellemtiden tog min mand vores søn til blodprøve, da hans blodsukker skulle testes for at det var normalt – det kan nemlig godt være påvirket af at jeg har diabetes. Alt var fint, men som forebyggelse for at han ikke skulle opleve blodsukkerfald, så fik han modermælkserstatning i en lille kop, og det skulle han have hver 3. time i hans første døgn. Og det kunne hans far jo passende give ham, mens mor fik sovet.
Et par timer efter fødslen fik jeg ham op på brystet, hvor han skulle lægges til brystet – og det var ikke noget problem, for han var født med en sutteblære på hans ene hånd, så han vidste med det samme hvordan han skulle gøre.
Kl. 17 var jeg så klar og fri for smertedækningen fra kejsersnittet, at jeg følte at jeg godt kunne komme op og gå, og det var nu heller ikke noget problem.
Vi kom hjem 2 dage efter fødslen. Amningen var begyndt at fungere fint og mælken løbet til, og jeg havde ingen store gener af mit kejsersnit og min søn trivedes også fint. Min fødselsvægt blev reduceret til min normalvægt på 3-4 uger, og jeg har ikke haft nogle gener af kejsersnittet efterfølgende. Min søn stortrives, han både spiser og sover godt, og er nu i en alder af 4,5 måneder 63 cm lang og vejer lige godt 8 kg.
af Hanne Christine Falck
