Et kejsersnit er også en fødsel
Forhistorie: Min fødselsberetning starter i tiden allerede under min graviditet. Den tid har været grundlag for at tage min fødsel i egen hånd og selv søge viden og tage styringen over MIN fødsel. Den beslutning førte mig til jer, og det er jeg meget taknemmelig for. Denne vej til jer er en vigtig del af min historie, og måske andre kan have relevans af det. Jeg vil prøve at fatte mig i præciseret korthed.
Grundet arvelig hoftedysplasi i familien har jeg for år tilbage haft en ortopædkirurg, til at gennemgå røntgenbilleder af mine hofter. Han fortæller mig i den sammenhæng, at mit bækken ser smalt og skævt ud. Denne skævhed er bekræftet af flere fysioterapeuter m.fl.
Jeg nævner allerede ved første besøg hos egen læge, efter en positiv graviditetstest, at jeg trods et ønske om en naturlig fødsel har tanker og bekymringer omkring, om det overhovedet kan lade sig gøre. Egen læge er tidligere fødselslæge, og ha mener at det er en risikabel idé for både barn og mig. Og her starter min nye identitet, som gravid kastebold i et sundhedssystem, som desværre får overskygget en del af glæden ved at være kommende førstegangsmor med søvnløse nætter, frustration, angst, forvirring og følelsen af at blive modarbejdet og ikke taget alvorligt i et sundhedssystem som egentlig burde hjælpe og give klarhed.
Min egen jordemoder bekræfter forskellige risici for mig og baby, og vi bliver enige om at et planlagt kejsersnit (desværre!) er at foretrække. Jeg skal derfor til en endelig lægesamtale på sygehuset for at aftale detaljer omkring mit kommende kejsersnit. Jeg er afklaret, har vænnet mig til tanken, googlet nettet tynd og ser frem til at have endelige detaljer at forholde mig til. Samtalen tager 10 minutter, og med beskeden om at "piger med smalle bækkener, føder hver eneste dag, og vi sadler bare om ved eventuelle komplikationer” blev jeg pænt sendt hjem med et papir i hånden med tilbud om fødselsforberedelse. Jeg følte mig ikke taget spor alvorligt.. faktisk følte jeg mig talt ned til. Øv!
Min beretning ville blive romanlængde, hvis jeg skulle gå i detaljer med forskellige fag-personers udtalelser og forvirringer herfra… Summa summarum! Så snart jeg kom hjem fra denne samtale og havde hylet frustrationen ud af kroppen, tog jeg en vigtig og god beslutning: MIN fødsel, MIN oplevelse, til dels MIT ansvar. Og så fandt jeg jer.
Jeg havde derfor min fødselsforberedelse fra Smertefri Fødsel og jeres hjemmeøvelser at læne mig op ad, og en tryghed ved at skulle min fødsel blive naturlig, så var JEG i hvert fald godt klædt på. For første gang i min graviditet følte jeg, at det var mig der styrede showet. Og det var sejt!
Fødsel
D. 24. august, dagen før termin, vågner jeg ved 7-tiden og konstaterer, at hver en millimeter i min krop er ubeskrivelig træt. Jeg lukker øjnene, og da jeg åbner dem igen, er der gået 4 timer. Min krop forlangte simpelthen søvn og hvile og lukkede ned, som jeg aldrig har prøvet det før. Fascinerende! Jeg gik på toilettet og konstaterede, at slimproppen var gået. Der kan jo snildt gå mange dage, før der står fødsel på programmet, så jeg tog det helt stille og roligt, ordnede lidt praktiske sager og kørte i Netto og handlede, og der begyndte de der “plukveer” at blive lidt tarvelige.
Den kommende far var den klogeste af os, han gik på hovedet i seng, da han kom hjem fra job. Han mente åbenbart ikke, at “plukveer” forårsagede intensiv laborovejrtrækning, imens man ligger i stillinger, som vil gøre en hardcore yogainstruktør misundelig, ind over et køkkenbord. Det mente jeg og havde så stor gavn af mit arbejde under veerne, at jeg først troede på at en ægte fødsel var i gang, da jeg talte med JM på sygehuset, som bestemt mente at vi skulle køre med det samme. Kl. var ca. midnat (Vi har en times kørsel).
På vej i bilen blev der udøvet laboro, og masseret bryster til oxytocin-produktion og ellers slappet helt af. Jeg havde det fint og gik mest op i, at jeg ikke ville gå i sendes hjem igen, så jeg knoklede der ud af det bedste jeg havde lært. Det gav pote, og jeg var knap 5 cm. åben og i aktiv fødsel. SÅDAN! JM kiggede på min mand under en ve, og spurgte smilende “smertefri fødsel?”. Jeg smilede også.. mest indvendigt lige der. Ved siden af mig lå en skrigende, bange ung kvinde. Hun var 3 cm. åben. Fødslen var allerede stukket helt af med hende, og jeg husker at have inderligt ondt af hende!
Jeg gik selv til fødestuen, nappede et par veer undervejs, snakkede og var i en blanding af et adrenalin-sus og en følelse af at være verdens sejeste kvinde, fordi det VIRKEDE! Og det var MIG der gjorde det! Sgu!Jeg kom i vand som ønsket - Hvilken lettelse, og dejligt supplement til håndtering af veerne. Der lå jeg og hyggede mig i 8 timer. Ja, jeg hyggede mig. Det var intensivt, det var benhårdt, men det var håndgribeligt, og følelsen af at være verdens sejeste kvinde bar mig langt. JM’s ord til den kommende far “Ta’ du dig bare en lur, Stine er fuldstændig selvkørende”, gav mig gejsten til at takke nej til epidural ved de 8 cm. Den idé poppede ellers op i mit hoved, da trætheden et kort øjeblik overmandede min krop, og veerne kom på samlebånd.
8 helt fantastiske timer, som jeg ofte tænker tilbage på, når traumet fra finalen dukker op.
Finalen
Kl. 6.00 er der vagtskifte. En nyuddannet JM tager over. Hun vil have mig i sengeleje, for at undersøge mig. Jeg er 9-10 cm åben, og lige ved at føde. Jeg fortsætter laboro, og det går nogenlunde. Vandet går først her, og trætheden og en ny form for ukendt smerte tager mere og mere over. Jeg har senere fundet ud af ved efterfødselssamtale, at det er smerten fra et barn som støder på et bækken, det ikke kan komme ud af. Smerten bliver mere og mere intensiv, og jeg føler mig kørt over og revet fra hinanden. Jeg bliver undersøgt igen og igen af forskellige læger, som bliver kaldt til assistance, da jeg er i tilstand af uhåndterlige smerter og panik. Alle konstaterer at jeg er 10 cm åben, og det er den eneste info jeg får. I to timer. Noget er galt, jeg er ikke tvivl! Jeg får lattergas, pudendusblokader, og lige lidt hjælper det. Der sker det, jeg har frygtet allermest. Min fødsel stikker af med mig. En bagvagt kommer ind, og vil have mig til at presse med i én time, og derefter vil han have tid til at tage mit barn med kop. (Jeg har ingen presseveer). Anjas ord “Squat før kop” dukker op i mit hoved. Så jeg tænker "Glem det, så føder jeg sgu”. Jeg vælter ud af sengen, squater mens jeg klamrer mig til sengen…. Presser vitterligt det sidste jeg har i mig.. .og knock-outer mig selv, og ligger som en strandet hval på gulvet.
Min mand Mikkel får herefter stoppet festen. Han refererer til min fødselsaftale, hvor der i øvrigt står at forløsning skal ske ved sectio, hvis ikke forløsning kan ske naturligt, og at pressefasen ikke må trække i langdrag. Det næste jeg husker er, at jeg liggende på gulvet bliver informeret om, at jeg bliver kørt til akut KS.
Kl. 11.29 kommer min datter velskabt til verden. Jeg nåede at være 10 cm åben i knap 4 timer.
Jeg prøver i dag at vægte at 2/3 dele af min fødsel er den største, vildeste og dejligste oplevelse takket være MIN forberedelse, MIT valg om at tage styringen OG DIN hjælp Anja!
Af hjertet tak for fire fantastiske mandage, hjælp til en 2/3-del fantastisk oplevelse og tak for ordene “husk at det er DIN fødsel”. De betød mere end du aner.
Min historie blev lang. Men den var nødvendig! Den har indtil i dag kun eksisteret i minderne.
Et kejsersnit er også en fødsel.
Kærlig hilsen kejserinden Stine
