Det er december 1997. Der er to måneder til min anden fødsel og erindringen fra min første fødsel plager mig. Jeg er rædselsslagen, og jeg gruer for en gentagelse. Det eneste jeg er sikker på er, at jeg ikke vil have smertestillende midler under fødslen. Jeg ved, at hverken mit barn eller jeg vil have godt af det.En dag ringer min storesøster og fortæller om artiklen 'Fødsel uden smerte'. Fødsel uden smerte? Jeg undrer mig, men læser artiklen og synes, at den passer godt på mine ønsker. Jeg beslutter mig for at afprøve metoden.
Angsten forsvinder
Jeg begynder at lave øvelserne. Det kræver lidt disciplin at få gjort, men efter kort tid bliver det en vane. Jeg har god hjælp i støttende telefonsamtaler fra journalisten, der har født efter metoden. Jeg hører også at svenskeren Anna Wahlgren har født efter metoden hele ni gange — det er virkelig motiverende.
Da fødslen er lige op over, opdager jeg noget vidunderligt: jeg er ikke så bange mere. Faktisk glæder jeg mig! Det er en dejlig erkendelse.
Fødslen startede om morgenen med en let menustrationslignende murren hen over lænden. Jeg er spændt, men jeg vover ikke helt at tro på, at den er i gang. Jeg har lette sammentrækninger/veer med to og femten minutter imellem. Jeg begynder med pusteteknikken så snart jeg mærker antydningen af en sammentrækning — og det går godt.
Omkring klokken to samme dag ringer jeg til jordemoderen. Jeg er overrasket over, hvor rolig jeg er — og lidt opstemt på samme tid. Jeg glæder mig slet og ret! Der er stadig 10 minutter imellem sammentrækningerne. I pauserne husker jeg at slappe godt af i hele kroppen og jeg mærker ingen smerter. Chaufføren der kommer for at bringe mig til hospitalet ser skeptisk på mig og spørger, om jeg virkelig har 'veer', og hvor ofte de kommer?
Da vi er fremme på hospitalet tager jordemoderen imod mig på fødeafdelingen. Hun er en mand. Han virker egentlig flink nok, men jeg har bare mest lyst til at feje ham af vejen, fordi han er så uvidende om min træning og metoden. Jeg mærker, at det bare gør mig endnu mere motiveret for, at det skal være min fødsel denne gang. Jeg føler mig utrolig stærk.
Jeg stiger med mine 75 kilo og 4 cm åben ned i badekarret. Min mand er med, og det hjælper, at han er der. Jeg føler mig tryg. Der er tre minutter imellem hver sammentrækning. Jeg har utrolig god kontrol og vejtrækningen og afspændingen fungerer virkelig godt.
Det er aften. Klokken er syv. Jordemoderen spørger, om jeg vil have taget vandet. Det overvejer jeg lidt og siger ja. Der strømmer varmt vand ned over mine lår. Sammentrækningerne bliver stærkere, men ikke meget. Druesukker, æble og isvand giver også nye kræfter til mit fødselsarbejde. For det er et arbejde og det er hårdt, men meningsfuldt. Jeg føler mig sikker på, at mit barn er godt undervejs til livet.
Jeg står og går meget, men bliver træt og går ned i badekarret igen. Jordemoderen går til og fra, lytter til livet indeni mig. Jeg er utrolig koncentreret. Det føles som om jeg flyder alene rundt i et univers med min store mave. Jeg ligger i vandet og mærker min styrke.
Fuldstændig afslappetSå er jeg syv centimeter åben og den første pressetrang melder sig. Det er alt for tidligt. Jeg føler mig modløs for en stund, fordi det her minder mig om min første fødsel. Men så husker jeg på en af teknikkerne til denne fase og det, som jeg har lært. Det bliver min redning. Det eneste der kommer ud af pressetrangen bliver et lille støn. Jeg hænger skiftevis i min partners arme eller lægger mig helt ned i sækkestolen, når sammentrækningerne kommer. Jeg modstår pressetrangen. Det er helt utroligt.
Der er vagtskifte og en jordemoder banker på. Hun bliver stående i døråbningen en stund, før hun udbryder, 'Jøsses!'. Dagen efter fortæller hun hvorfor: Hun var så imponeret over mit fødselsarbejde.
Nu er jeg helt åben og jordemoderen fjerne en lille kant. Presseveerne kommer på én gang! jeg er en urkvinde, men jeg brøler ikke af smerte, for jeg mærker ingen. Men det giver mig åbenbart kræfter at brøle. Energien flyder ud i hele min krop. Jeg fornemmer en voldsom udspilning. Og jeg mærker barnet bevæge sig ud af mig, som et varmt sødyr. Jeg kan mærke, at det glider ud af mig.
Jeg udstøder endnu et brøl og min lille pige, sparker med benene og løftes forsigtigt ud af mig. Jeg smiler og ler, da jeg ser hende ligge der på min mave og puste, varm og våd og stadig lidt blodig. Hun ligger på maven lidt og kigger på mig med våde øjne til det bliver for koldt for hende og hun får sig et velfortjent bad. Jeg er så glad, så lykkelig. Det hele gik så godt. Og jeg lægger den lille pige til mit bryst, hvor hun sutter råmælken i sig.
Under min første fødsel havde jeg følt mig som en tilskuer til begivenheden. Jeg kunne ingen teknikker, havde ingen værktøjer med til arbejdet. Jeg havde ingen viden om, hvad der sker med kroppen i udvidelsesfasen og under fødslen — og så var jeg tilmed rædselsslagen. De den første pressetrang kom, kunne jeg ikke lade være med at presse, så barnet måtte tages med sugekop. Og hvad skulle jeg stille op? Jeg var både bedøvet og delvist sløv. Jeg følte slet ikke, at det var mig, der havde født barnet.
Men denne gang kom ordet fødsel til sin ret. Takket være, at jeg øvede mig. Jeg fik en grundig indføring i, hvad der sker med kroppen i fødselsforløbet og stod tilbage med en klar oplevelse af at have født mit barn selv.
Jeg var så optaget af at bruge de indlærte teknikker, at jeg faktisk ikke registrerede smerte. Det var som om, at den var sat uden for mig selv. Selve uddrivelsesfasen var helt smertefri, det garanterer jeg, selvom det selvfølgelig kan være individuelt fra person til person.
Det med smerte eller jeg mener jeg ikke er så vigtigt. Men følelsen af at mestre fødselsarbejdet, at mit barn kommer til verden ved hjælp af mig — det føler jeg er vigtigt. Jeg er stolt over urkvinden i mig og jeg ville ønske at flere kvinder ville føde uden smertestillende medikamenter, både for barnet og deres egen skyld.
Nu har jeg to måneder tilbage til min termin, og jeg er allerede godt i gang med træningen til tredje fødsel efter metoden.
- Lillian Marie Govasli, underviser, 2. fødsel