Det ærgrer mig helt vildt, hvis jeg aldrig skal føde igen
Min første fødsel var så teknologisk, som den overhovedet kunne blive. Min dreng var stjernekigger, og jeg fik derfor både vestimulerende drop og epiduralblokade. Otte timer efter, at det var lagt, blev min søn taget med sugekop og sendt til Hvidovre hospitals børneafdeling til observation for fostervand i lungerne.
Fødslen føltes mest af alt som et meget væmmeligt tandlægeindgreb. Jeg var egentlig ikke skuffet over det, faktisk sagde jeg til alle, at de endelig skulle få en epidural, når de skulle føde. Jeg følte mig heldig over at have undgået alle de frygtede smerter, til gengæld blev jeg gradvist mere og mere ked af at jeg ikke havde fået lov til at holde vores dreng efter fødslen, og at han tilbragte første nat af sit liv på børneafdelingen. Langt fra mig.
Da jeg blev gravid igen tre år efter, havde jeg ændret mening, denne gang ville jeg have en anden slags fødsel, for set bakspejlet, synes jeg at jeg havde mistet noget værdifuldt ved min første fødsel. Da jeg læste lidt op på fødsler i alt almindelighed, gik det også op for mig, at netop de komplikationer med svage presseveer og grønt fostervand, som jeg havde oplevet, var typiske bivirkninger ved epiduralblokaden.
Så jeg planlagde en hjemmefødsel, tog kurset hos Smertefri fødsel, øvede mig på vejrtrækningen og var skiftevis overmodig og rædselsslagen for at jeg i virkeligheden var sådan en slapssvans, som kun kunne føde med teknologiske hjælpemidler. Sådan var det også lige ved at gå. Om fredagen, en uge før termin begyndte fostervandet nemlig at sive ned af benene på mig. Og så skete der ikke noget! Jeg fik ikke veer. Kun et par plukkeveer, som ikke føltes som noget særligt, når jeg brugte vejrtrækningsteknikken. Næste morgen var jeg temmelig frustreret. Hvidovre hospital var allerede begyndt at true med at sætte mig i gang med drop. Det var proceduren på grund af infektionsfaren, sagde de. Og jeg argumenterede og argumenterede for at få lov til at tage hjem og vente på de fucking veer.
Siden har jeg spekuleret på om jeg egentlig havde lette veer, men bare klarede dem så godt med åndedrættet, at jeg slet ikke opfattede dem som veer. Det er vigtigt at være opmærksom på, for det er faktisk en ”bivirkning” ved denne metode, at det kan være svært at vide, hvor man er henne i fødslen.
Efter to døgn uden rigtige veer smed jeg endelig håndklædet i ringen og tog ud på Hvidovre hospital for fjerde gang. Så sad min mand og jeg der og kunne høre kvinden ved siden af, som hylede og skreg sig gennem fødslen. Meget opmuntrende. Klokken 11 søndag aften, kom den søde hjemmefødselsjordemor, som jeg havde haft kontakt med, og overtalte mig til at få lagt drop og gå i gang. Jeg var allerede fire centimeter åben på det tidspunkt og nu synes hun at vi skulle få barnet ud. Den blev jeg nødt til at æde, selvom jeg indtil havde insisteret på at jeg ville hjem og føde. Jeg bad om at få dæmpet lyset, min mand satte noget musik på, og så fik jeg lagt drop og lå i min seng og begyndte at få veer. Eller var det veer? Til min forbløffelse opdagede jeg nemlig, at de stort set ikke gjorde ondt. At jeg kunne magte dem, så længe at jeg bare trak vejret, som jeg havde øvet mig på. Jeg havde instrueret min mand i at kontrollerede at mine hænder var afslappede. Og efterhånden som veerne tog til, bad jeg også om fuldstændig ro. Jeg kunne ikke koncentrere mig om at føre samtaler ind i mellem pauserne, og kunne heller ikke holde ud at min mand talte med jordemoderen. Det respekterede de heldigvis.
Veerne var helt anderledes end jeg havde forventet. Nærmest som at bestige et bjerg. Jeg blev ved med at være forbløffet over, at veerne hver gang klingede af, lige før det blev for meget. Og jeg havde hele tiden overskud til at være opmærksom på at slappe af i bækkenbunden og kæberne. Klokken 3 konstaterede jordemoderen, at jeg var 6-7 centimer åben. Jeg gik på toilettet og tog derefter 5 veer stående ved sengekanten, og det var hårdt. Mit åndedræt blev mere og mere raspende, og min mand måtte bede mig om at slappe af i hænderne, men smerten var mere som at presse sig selv under en løbetræning end som at forstuve sin fod. Og så pludselig midt i at jeg lå og besteg en ve, hørte jeg mig selv snerre ”Jeg skal presse”. Det var helt ny og anderledes følelse, temmelig lig at skulle skide meget voldsomt. Jordemoderen undersøgte mig, jeg var helt åben. Og så kom jeg igen ud og stå på gulvet og var pludselig klar i hovedet og udadvendt. Klar nok til at sige til min jordemor, at hun havde været fantastisk og klar nok til at sige til min mand, at han skulle gå længere væk, for lige der kunne jeg ikke holde hans nysgerrige øjne ud. Så pressede jeg — måske fire fem gange. Stadig klar i hovedet, nærmest observerende. ”Nåh, det er det man kalder ring of fire” tænkte jeg for eksempel, da min lille dreng pressede mod mit mellemkød. Og så pludselig var hovedet født og i samme presseve kom han ud, og jeg stod pludselig med en lille skrigende klump i armene. Jeg har aldrig set et så imponeret udtryk på min mands ansigt. Og jeg havde selv den vildeste følelse af dyb triumf. Her stod jeg og havde født et barn! Aldrig har jeg følt mig så stærk. Aldrig har jeg haft samme følelse af at fysisk præstation. Mig som altid blev valgt til sidst i hvilken som helst sportsgren. Og den lille var fin, smuk og perfekt. Rødhåret som sin storebror.
Jeg var høj over den fødsel i flere uger efter. Stolt og utrolig glad. Og til min forbløffelse havde jeg det langt bedre bagefter end ved sidste fødsel. Blødte mindre, var ikke blevet klippet, havde kræfter til det meste.
Jeg har tænkt meget over ordet kontrol, fordi Anja brugte det så tit under fødselsforberedelseskurset. At metoden kan give en følelse af kontrol over fødslen. Dybest set mener jeg, at det er dybt naivt at tale om at kontrollere en fødsel, med mindre man vil lægge an til et planlagt kejsersnit. Jeg mener, at en naturlig fødsel er ukontrollabel. Den afhænger af barnets placering, veernes styrke, din indstilling, jordemoderen. At ville kontrollere sin fødsel svarer til at ville kontrollere havet. Det kan man ikke! Men man kan lære at sejle sin båd, så den ikke kæntrer. Så man kommer i land, både i solskin og storm. Og når man har gjort det, har man lært noget nyt om både sig selv og havets kræfter. Og det er smukt, selvom at det lyder hippieagtigt. Jeg har ellers hele tiden sagt, at jeg kun ville have to børn, men efter denne fødsel ærgrer det mig helt vildt, hvis jeg aldrig skal føde igen.
Kærlig hilsen
Johanne, 2. fødsel 2010
