Min(e) fødselsberetning(er)
I midten af oktober 2012 fødte jeg vores barn nr.2, en skøn dreng med passende mål på 3286g og 51 cm. Hans dejlige storesøster på 2,5 år har modtaget ham godt og voksede samtidigt i både vildskab og klogskab mindst et halvt år — sådan føltes det!
Der var en lang række ligheder mellem de to fødsler. Begge gange blev jeg sat i gang med stikpiller Cytotec (misoprostol) pga. blodfortyndende behandling (Innohep i sprøjter) som jeg modtog gennem begge graviditeter takket været en tidligere lungeemboli. Begge gange fødte jeg inden for det første døgn (hvilket vil sige ret hurtigt givet at fødslen blev sat i gang). Begge gange fik jeg efter stikpille nr. 2 at vide, at der nok ikke skete så meget i løbet af den første dag og nat og så skulle jeg bare møde op til den næste stikpille næste morgen (dette viste sig ikke at passe). Begge gange åbnede jeg mig meget hurtigt med de sidste 5 cm (1 time 1.gang og 30 min 2.gang) hvorimod de første 5 cm tog mange timer (hhv. 9 og 4 timer efter vandafgang). Begge gange havde jeg vandafgang hjemme hvorefter en vestorm startede. Mine veer sad kun i lænden og de med ubønhørlig mellemrum på 30 sec. Begge gange har de nægtet på sygehuset at tro at jeg havde vandafgang (”det var vist kun en slimprop”, sagde de) for derefter at undre sig over hvor blev vandet af, da prøvede at prikke hul på hinderne.
Begge gange gjorde det vanvittig ond og jeg følte som om jeg blev splittet op i to i min ryg. Alligevel var det to HELT forskellige fødsler.
Første gang gik jeg til fødslen med åbent sind, men også uden nogen som helst form for forberedelse. Når veerne kom (og de startede grundet stikpillerne med ca. 3-4 min mellemrum), blev jeg slæbt med uden ”noget som helst at skulle have sagt” — sådan var min oplevelse. Da veerne begyndte for alvor at bide, føltes tiden helt stationær og jeg var så forpint at jeg ville sige ja tak til hvad som helst, der kunne give mig lidt smertelindring. Jeg fik morfin tidligt og senere sterile vandpapler ind i huden (de såkaldte bistik - vil ikke anbefale det til nogen) for at slutte af med lattergas, som hjalp mig igennem overgangsfasen. Epidural blokade kunne ikke komme på tale, for min livmoderhals ikke var åben nok og man skønnede at effekten af smertelindring ville forsvinde inden de kraftigste veer kom. Jeg fødte vores datter i liggende stilling og måtte klippes for at få hende hurtigt ud, da hendes hjerterytme begyndte at dykke og da presseveerne til sidst ikke var effektive nok. Jeg følte simpelthen, at de svigtede mig. I gennem hele forløbet oplevede jeg, at jeg var en hjælpeløs tilskuer. Forløbet kunne beskrives nærmest som en psychedelisk oplevelse (især de sidste 5 cm, som gik så stærk). Jeg har tænkt: ”var det virkeligt mig, der snoede sig på sengelejen som en slange, der hverken havde hoved eller hale, fuldstændig prisgivet…” Men pludseligt var det alligevel overstået og jeg kunne nyde et af livets lykkeligste øjeblikke, da vores datter lå på min mave. Det hører med til historien, at jeg blødte kraftigt efter fødsel pga. et stykke moderkagen, der havde gemt sig i livmoderen, så kort efter fødsel blev jeg lagt i narkose og livmoderen undersøgt indefra, mens datteren og faderen delte de første intime timer med hinanden.
Den første fødsel har efterladt sine spor inde i mig uden at jeg helt var klar over det. Men da jeg blev gravid anden gang, opdagede jeg pludseligt, at jeg havde en del ubearbejdet angst inde i mig, som overvældede mig hver gang jeg kom i nærheden af nogen, der talte om fødsler og fødselsoplevelser. Det kom bag på mig, at jeg reagerede så kraftigt og besluttede mig derfor at gå igennem en fødselsforberedelse denne gang. Min jordemoder, som lyttede opmærksom til min beretning, sporede mig til sidst ind på Anja Bays ”smertefri fødsel”. Jeg købte grundkurset og startede på at øve teknikkerne. Efter at kurset var afsluttet, følte jeg én stor ændring: kurset HAR genoprettet min egen tillid til mig selv om at jeg KAN føde. Samtidigt havde det givet mig tro på at jeg selv kan være med til at styre det.
Det er også præcis det, jeg oplevede ved min 2. fødsel. Da veerne begyndte at melde sig, gik jeg i gang med at bruge teknikkerne - vejrtrækning og afslapning. Jeg var besluttet på at arbejde hjemme med veerne så langt så muligt, for at undgå at skulle kravle på hospitalsgange. Veerne føltes på samme måde som først, og jeg genkendte alle facetterne fra 1. gang. Da veerne igen var på 1 min varighed med 30 sec mellemrum og jeg havde vandafgang, tog vi på sygehuset. I modsætning til at lægge mig på sengen var jeg op på benene gennem stort set hele forløbet — med undtagelse da der skulle køres CTG af barnet, hvor man skal ligge ned. Det var også den periode, hvor jeg følte mig mest hæmmet — fastlåst til sengen.
Jordemoderen kiggede på mig og roste mig for hvor kontrolleret jeg var under veerne — jeg brugte laborovejrtrækningen. Jeg svedte som en hest og arbejdede lige så hårdt. Men jeg var i kontrol. Min mand gav mig hård lændemassage under hver ve og det var også det eneste, der hjalp. Idet veerne sad i lænden, følte jeg at jeg ikke kunne side ned, så i stedet stod jeg bøjet over sengen og fokuserede på mine åbne håndflader og overfladisk vejrtrækning. Mine skulder kunne jeg at samme grund heller ikke slappe af i, og visualiseringsteknik havde jeg ikke overskud til — i stedet for blev det mine åbne, afslappede hænder, der blev mine fikspunkter. Intensitet i veerne var tiltagene og jeg kiggede på uret og sagte til jordmoderen ”sidste gang på samme tid var jeg allerede på morfin”. Kort tid efter begyndte jeg at mærke, at veerne ændrede sig i karakter. Jeg sendte min mand efter jordmoderen igen. I pausen mellem veerne spurgte hun mig, om jeg kan gå over til fødegangen (vi var stadig på den forberedende afdeling i modtagelse af fødende). Det tvivlede jeg på, så vi blev enige om at de skulle finde en kørestol til mig. Så kom den næste ve, hvorefter jordmoderen resolut erklærede: ”nej, vi kører dig over i sengen”. Pludselig var jeg næsten helt åben, og nu kom der også lyd på, jo mere min krop gik over i retning af presseveer. Jeg kravlede op på sengen på alle fire og blev i den stilling resten af fødselen. Presseveerne var nu i fuld gang, og jeg koncentrerede mig om at få retningen af presset rigtigt denne gang - i modsætning til min første fødsel, hvor meget af den gode energi forsvandt gennem munden. På min ønskeseddel skrev jeg at jeg ønskede at tage imod mit barn og det har jordemoderen støttet mig i i den knælende stilling — hun vil i stedet for passe på at jeg ikke sprang op i mellemkødet.
Det hele gik stærk, jeg hørte ros og hep fra både min mand og jordemoderen, hvilket gav mig yderligere energi. 20 min efter lå jeg med vores nyfødte dreng i hænderne, sådan som han var kommet ud: blå, fedtet, varm og uendelig smuk. En følelse af lykke overvældede mig ligesom første gang og jeg nød nu at skifte over til en liggende stilling og få ham op til brystet. Da jordmoderen kort tid efter bemærkede ”dette var vist en luksus fødsel, jeg kom til”, var jeg bare uendelig stolt af mig selv: jeg var med hele vejen, det var mig, da ”fødte barnet” og ikke andre, der gjorde det for mig. Jeg har oven i købet klaret det helt uden smertestillende hjælpemidler, kun ved hjælp af Anjas konkrete fødeteknikker, som jeg indøvede gennem de 6-8 uger før fødsel. Min anden fødsel var bestemt ikke smertefri, men det var en intens og positiv oplevelse at få — en oplevelse, da gør, at jeg føler jeg har vokset med opgaven og kan klare det igen, hvis det skal være.
Tak, Anja! Hana
