Jeg var helt høj. Det var bare den vildeste oplevelse at føde!

”Jeg var helt høj. Det var bare den vildeste oplevelse at føde!” 

Jeg fik kejsersnit ved første fødsel, da barnet stod med fødderne ned. Så jeg var ret spændt på, hvordan en fødsel var, og om jeg under fødslen nu kunne det, jeg gerne ville. 

Den begyndte med, at fostervandet lige så stille begyndte at sive. Vi skulle ringe til fødegangen næste morgen og få tid til igangsættelse, hvis der ikke skete noget inden. Det gjorde der ikke rigtigt. Dog havde jeg en del korte sammentrækninger om natten. Sådan nogen irriterende nogen, der gør ondt, så man ikke kan sove, men man er heller ikke i rigtig fødsel. Men det gav mig lejlighed til i ro og mag at afprøve laboro-vejrtrækningen. Og det fungerede fint! Jeg prøvede på dette stadie at tage en sammentrækning med dyb vejrtrækning. Det gjorde ondt, men det værste var følelsen af, at min krop gik i panik. Den sagde ”stop, stop, stop”, men den kunne jo ikke få sammentrækningen væk. Det var ikke en rar fornemmelse! Jeg prøvede kun den dybe vejrtrækning ved én, kort sammentrækning — ellers tak!

Næste morgen kom vi ind til igangsættelse, hvilket jeg var noget spændt på. Jeg havde hørt om alle ulemperne, men der var jo ikke så meget at gøre. Heldigvis undgik jeg drop, da jordemoderen kunne tage (resten) af vandet. Derefter kom sammentrækningerne meget hurtigt. Jeg fik Klyx (afføringsmiddel, red.), og det var et af de værste tidspunkter med sammentrækninger. Sammentrækningerne var først lige begyndt, men jeg kunne slet ikke slappe af på dét lokum. Føj!

Det var ikke rart. Da jeg kom ind på fødestuen igen og kunne sidde og ligge, som jeg ville, var sammentrækningerne meget nemmere at arbejde med. De gjorde ondt, men jeg gik ikke i panik, og jeg nåede ikke grænsen for, hvad jeg kunne klare. Det var en god følelse! Hver gang, der kom en sammentrækning, fokuserede jeg på et punkt på væggen og tænkte ”det tager ikke lang tid, jeg skal bare lige over denne her”. Ret skørt — men det virkede for mig!