Jeg er så stolt over at have født mit barn på den her måde
’’Hvorfor ikke tage kontrol over fødslen også — som så meget andet i mit liv?’’
Da jeg blev gravid med mit første barn, gik jeg de første måneder og fortrængte lidt, at det faktisk skulle ende med en fødsel. I stedet lyttede jeg panisk til den ene skrækhistorie efter den anden om fødsler. Det var de mest frygtelige ting, folk fortalte.
I 5. måned havde jeg fået nok. Jeg besluttede mig for at lukke ørene for andres åndssvage historier om dramatiske fødsler og lade være med at være bange for fødslen. Kun én kvinde, der havde født fem børn, sagde til mig, at det var skønt at føde. Hende kunne jeg have givet det største knus, da det var så befriende at høre.
Fra angst til oplysning
Min største angst for fødslen gik på, at det skulle gøre ondt. At jeg ville skade mit barns helbred med medicinsk smertelindring og jeg ikke ville kunne tage mig af mit barn efter fødslen. Hvorfor ikke tage kontrol over fødslen også, som så meget andet i mit liv?
min research af fødselsmetoder stødte jeg bl.a. på svenske Anna Wahlgren og en tematråd om fødsel uden smerte på hjemmefødsel.net. Jeg læste om, hvordan Anja Bay havde født efter sin egen udgave af Lamazemetoden og øvede mig de sidste fire måneder af min graviditet efter de anvisninger, jeg fandt frem til.
Fordi jeg var så bange for den forestående fødsel trænede jeg to gange om dagen. Gerne om morgenen fokuseret og intensivt og senere på dagen under bruseren, som Anja Bay også havde gjort det. Jeg kunne mærke, at mit fokus begyndte at skifte fra en grundlæggende angst for at føde til at jeg faktisk glædede mig til at afprøve de nye fødeteknikker — ja bare det at skulle føde, så jeg virkelig frem til.
Min fantastiske fødsel
Vi fik leveret Ikea skabe et par dage før fødslen. Vi skulle have haft hjælp til at samle skabene, men ingen kom, så jeg lå der og samlede skuffer og satte skabslåger på til den store guldmedalje. Kort efter kunne jeg fornemme, at der var noget under opsejling og ringede til jordemødrene.
Jeg sagde, at jeg havde ondt over lænden. De bad mig tage to Panodil og gå i seng. Veerne gik så småt i gang, og jeg havde helt styr på min vejrtrækning fra første færd, selvom det var svært der midt om natten. Jeg fik slet ikke sovet den nat, men lå og pustede og pustede det bedste jeg havde lært.
Hele næste dag forsatte det. Jeg foretrak at være alene, så min kæreste var der ikke. Om aftenen koncentrerede jeg mig virkelig om at holde vejrtrækningen og ringede så til jordemødrene ved 18 tiden. De sagde, at hvis jeg ikke var helt nede og bide i gulvtæppet, så skulle jeg ikke komme. Jeg gad ikke være hende den førstegangsfødende, der stod der med det samme, så vi ventede.
Vi kørte på hospitalet tre timer senere, og der synes jeg, det blev hårdt på vejen derind. Men jeg steg uden problemer selv ud af bilen og kom ind og blev undersøgt. Jordemoderen kigger på mig efter undersøgelsen og spørger, om jeg har en meget høj smertetærskel — jeg var allerede helt åben og klar til at føde.
Da jeg kom op på briksen, tog hun vandet og halvanden time senere blev min datter født. To timer efter jeg kom ind på fødeafdelingen, blev jeg flyttet over på barselsgangen. En af jordemødrene kaldte mig for en fødemaskine!
Det var en utrolig positiv og fantastisk oplevelse at føde. Jeg følte det var mig, der gjorde alt arbejdet.
Med fare for at det her lyder for helteagtigt, så vil jeg bare gerne sige, at jeg var så fattet under hele forløbet, gav hånd til de vagtskiftende jordemødre og jokede med lægen Hans, der endte med at stå og holde mit ene ben. Jeg havde bare så meget overskud og styr på situationen og reagerede instinktivt på både presseveer og veer/sammentrækninger. Jeg skulle ikke sys, for der var ingen rifter og jeg havde heller ikke problemer med at gå bagefter, som andre beskriver.
Alle kan gøre det
Jeg skal helt sikkert have flere børn, og synes det var en helt fantastisk oplevelse at føde. Jeg skal gøre mit for at udbrede budskabet til så mange kvinder som muligt, fordi jeg synes, at fødslen er noget, alle bør glæde sig til.
Jeg er så stolt over at have født mit barn på den her måde og kan kun anbefale det til alle, der skal føde. Det er som om, at jeg siger noget forbudt, når jeg fortæller, at jeg har haft en næsten smertefri fødsel, men det er virkelig sandt. Jeg vil ønske for alle andre, at de opsøger Anja Bays metode i fødselsforberedelse for at få en god fødselsoplevelse.
Jeg var meget forfængelig i forhold til fødslen og ville ikke ligge der som et såret dyr. Jeg kunne ikke klare tanken om ikke at kunne kontrollere fødslen — og det var præcis det jeg kunne med den her metode. Man kan jo ikke bare gå ind til noget så stort som en fødsel og tro, at det ikke er noget, man skal træne til? Mit råd til andre er, at de bør uddanne sig selv i at føde og være seriøse med at øve teknikkerne.
Det mærkelige er, at jeg oplever, at andre kvinder ikke vil høre om det her. Det er som om en fødsel bare skal gøre ondt. Jeg har ikke præsteret noget, som enhver anden ikke kan gøre. Alle kvinder kan jo gøre det her. Det kræver hverken supermennesker eller overnaturlige kræfter, bare en lille smule vilje og lyst til at gøre det godt for sig selv og ens barn. Og det ville man jo gøre i alle andre situationer?
Stinne Vinther, salgschef, 1. fødsel 20. april, 2009.
