Jeg gik på dit hold tilbage i 2011
Hej Anja, Jeg gik på dit hold tilbage i 2011 og fik aldrig givet dig en update på, hvordan det hele gik. Det var egentlig meningen, at jeg ville det, for det blev noget af en omgang, og jeg fik rigtig god brug af det, jeg lærte hos dig. Men tiden og overskuddet rendte fra mig, og så gik det lidt i glemme. Nu er nummer 2 kommet på tale, og jeg kom i tanke om dig og ikke mindst kurset – som jeg tænker at gentage, når det bliver aktuelt. Knuds fødsel gik i gang 3 uger for tidligt. Vandet gik kl. 5 om morgenen, men der var ingen veer.
På hospitalet ville de gerne sætte mig i gang, men det nægtede jeg i første omgang og blev sendt hjem igen. 6 timer efter var det stadig ikke sket noget og jeg måtte tilbage igen og fik piller – heldigvis begyndte veerne de første. Så afsted røg vi kl. 1.00 om natten i den tro at fødslen var godt i gang. Jeg kom ind og blev undersøgt af en jordmoder og en elev, som var lidt uenige om, hvor arme og ben befandt sig, men besluttede sig for, at han lå, som han skulle.
Veerne kom og jeg halsede det bedste, jeg havde lært og det fungerede rigtig godt (lige til sidst ville jeg rigtig gerne have epiduralen, men da var det for sent). Omkring ved 4.00-tiden gik veerne i stå. Jeg tænkte fedt, og syntes det var en fremragende mulighed for at tage en lur. Det var jordmoderen ikke helt enig i, jeg var udvidet som jeg skulle, der kom bare ikke presseveer. Hun ville give mig drop, men det ville jeg ikke være med til, og så måtte jeg op og gå og rundt i forskellige stillinger og presse af egen kraft. Til sidst lykkedes det at få veerne i gang uden kemisk hjælp, og hovedet var begyndt titte frem. Og tittede og tittede og jeg pressede og pressede – og vi kom ikke rigtig videre. Jordmoderen begyndte at tale drop igen, men blev afbrudt, da det, hun troede var hovedet, pludselig sked på hende. 5 minutter efter stod 8 forskellige maskeklædte personer mellem mine ben og baksede for at forløse Knud – og droppet blev lagt. Men han ville altså ikke ud. Ud over at ligge i sædestilling, havde også lagt sig i stjerne kigger position med det resultat, at hans baghoved havde haget sig fast i min bækken bund. Heldigvis var der en meget erfaren jordmoder, som med begge hænder fik manøvreret hans fri og hevet ham ud – mens børnelægen på meget lidt betryggende vis stod ved siden af og famlede med en trepunktstang. Ud kom han blåhvid med en abgar-score på 1 i form af en svag hjertebanken. Min kæreste var gået op til mit hovedgære og stod og hulkede og ville ikke kigge på det barn, han troede var dødt. Jeg fattede ingenting og så målløs til, mens en anden børnelæge kastede mit spædbarn op luften igen og igen og gav ham mund til mund. Til sidst efter de længste ti minutter i mit liv blev han lagt på mit bryst for svag til at gøre noget som helst og med en iltslange fastgjort under næsen, men han var i live – børnelægen var heldigvis af den slags, der hellere ville bruge tid på at opsøge os, end at skille mor og barn og indlægge den lille på neonatal.
Jeg tænkte meget på dig i dagene efter. For, hvis jeg ikke havde fået den viden med fra kurset, som jeg fik, havde jeg ikke strittet imod igangsættelse – og hvis de havde sat fødslen i gang uden at vide, at det var en sædefødsel, kunne det være gået rigtig galt. Og hvis jeg ikke havde haft de redskaber til smertehåndtering, som jeg havde, ved jeg ikke, hvordan i alverden jeg skulle være kommet igennem den fødsel. Selv om det var en overrumplende oplevelse, blev den fuldstændig overskygget af det mirakuløse og fantastiske vidunder det er at bringe nyt liv til verden. Og der gik ikke et par uger eller et par dage, men kun få minutter inden jeg ramt af følelsen af, at det her måtte jeg bare opleve igen.
Så tak :)
Mange hilsner
Astrid Christine Jensen-Kanstrup
