Jeg følte ingen frygt under fødslen
Jeg er midt i august måned og begynder langsomt at indstille mig på, at jeg faktisk snart skal føde. Min termin ligger i november, og jeg har et stigende behov for at finde ud af, hvad fødslen egentlig går ud på. Det er egentlig ikke, fordi jeg er bange — det eneste jeg egentlig frygter er muligheden for at sprække. En af mine veninder har for nylig fortalt mig, at hun meget tæt på sin fødsel går i panik over at skulle føde. Det vil jeg meget nødigt gøre og orienterer mig derfor omkring, hvad jeg selv kan gøre.
Jeg går i gang med at træne de smertereducerende teknikker ca. tre måneder før min termin. Et par måneder senere får jeg desværre konstateret bækkenløsning, men fastholder min træning. Det er faktisk noget af det eneste, jeg kan overkomme, da min krop ingenting kan.
Metoden som kur mod søsyge
Efter et par måneders træning tester jeg faktisk teknikkerne på søsyge. Der kunne jeg virkelig mærke, at metoden har forankret sig hos mig, da jeg kan bruge den til at afhjælpe søsygen meget effektivt og ikke mærker ubehaget ved den. Den oplevelse gør mig meget sikker på, at når kroppen oplever noget uvant, kan jeg bevidst handle på impulsen og sætte den nødvendige vejrtrækning i gang.
Metoden får mig mentalt 'skruet ind på', at jeg rent faktisk skal føde. Jeg viser teknikkerne til min mand, der især synes, at teknikken til pressefasen er ret sjov, men ellers er han ikke involveret det helt store i min træning. Det er bare vigtigt for mig, at han ved, at jeg træner mig selv op til den store udfordring, det bliver at føde.
I begyndelsen er min træning meget hullet, hvis man kan sige det sådan. Min krop skal lige vænne sig til teknikkerne. Men efter ca. 40 træningsgange har jeg styr på sagerne og det kører bare af sig selv. Jeg får metoden inkorporeret ved at blive ved og ved med at træne.
De første 10 timer under fuld kontrol
Den første ve kommer, mens jeg sover. Jeg mærker ligesom en smerte ned i benet og tror først, at det er min bækkenløsning. Så kommer der en mere, som vækker mig. Da jeg helt naturligt havde brugt metoden på plukkeveerne, aktiverer jeg den også nu. De første ti timer af fødslen har jeg helt styr på teknikkerne og føler lidt, jeg er i træningslejr, hvor der lades op til den store finale.
Senere på aftenen tager veerne til. Så er det, jeg tager fat i den meget mere koncentrerede vejrtrækning, jeg har lært. Jeg ved, at jeg er meget tæt på fødslen og begynder at tænke på at tage på hospitalet. Min mor og min kæreste skal med til fødslen. Jeg føler det meget som om, at jeg skal til eksamen og kan mærke, at adrenalinen stiger i takt med, at vi nærmer os hospitalet: nu skal det bevises, om min træning kan bruges for alvor. Jeg har tre veer i bilen på vej til hospitalet. Fra fødslen er gået i gang har jeg helt konkret nedskrevet klokkeslettet og intervallerne mellem veerne. Det gør forløbet meget håndfast for mig.
Veerne kommer og går
Da jeg kommer ind til den første jordemoder, og hun ser mig lave den indlærte, lette vejrtrækning under en ve, beder hun mig trække vejret dybt. Det gør jeg, men det gør så ondt, at jeg straks går tilbage til det, jeg har lært. Der er vagtskifte og den anden jordemoder støtter mig i min version af fødselsarbejdet i stedet for at lave om på det. Hun spørger mig, hvad jeg har tænkt mig angående smertestillende. Jeg siger at jeg egentlig ikke har overvejet så meget andet end lattergas. Det viser sig slet ikke at fungere for mig. Jeg kan ganske enkelt ikke forene det med min vejrtrækningsteknik.Nu er jeg kommet til et punkt, hvor jeg ikke længere kan holde regnskabet med veerne kørende på papiret. Jeg beder jordemoderen om at blive siddende hos mig, og det hjælper. Nu bliver fødselsarbejdet virkelig intensivt, og jeg er utrolig koncentreret om hele tiden at bruge de indlærte teknikker.
Ca. tre timer før pressefasen får jeg akupunktur af jordemoderen. Det får veerne til at stilne helt af. Jeg føler, at jeg sidder fast i overgangsfasen rigtig længe, hvilket overrasker mig meget. Jeg anede ikke, at jeg kunne risikere at lande her så længe. Jeg har faktisk pressetrang i utrolig lang tid, før jeg får lov til at presse. Det er ikke en rar fornemmelse med presset bagtil, og jeg føler mig fanget i den her fase.
For at få mig videre giver jordemoderen mig vestimulerende drop. Selvom veerne er kraftige og kommer meget hyppigt nu, kan jeg stadig bruge teknikkerne. Jeg føler, at jeg skal op på en bølge, der kræver flere og flere kræfter og mere og mere mod. Det overvælder mig ikke og slår mig ikke ud, men er en hård kamp. Jeg føler, det er en kamp, der skal vindes. Jeg er som en spiller, der bare skal blive ved og bare ikke må tabe kampen på gulvet. Her har jeg følelsen af, at metoden næsten ikke slår til. Jeg føler mig meget efterladt til mig selv, og mit eneste faste holdepunkt er brugen af metoden. Jeg ved bare indeni mig selv, at jeg kan gennemføre det her.
Nu er jeg kommet til pressefasen, og det er en ubeskrivelig lettelse efter at have været fanget i overgangsfasen så længe. Jeg bliver ikke fri for det ubehagelige pres bag til, men jeg kan mærke, at jeg presser helt rigtigt med mellemgulvet. Jeg har tid til at tænke mig om og være med i processen og presser rigtig godt med, men barnet lader vente på sig.
Pavestolt over mit fødselsarbejde
De begynder at tale om at tage barnet med sugekop. Her er det som om, jeg får et klarsyn. Jeg siger, at de ikke må bruge sugekoppen, men at jeg bare skal have tre presseveer mere. Den gisning viser sig at være rigtig, for Julius kommer ud lidt efter i tredje presseve. Jeg føler, at der er slukket for en kontakt i mig lige inden, han kommer ud. Da jeg ser ham, bliver kontakten tændt igen, der er lys og hele oplevelsen er så intens. Jeg er så pavestolt over, at jeg stod alt det igennem og fik brugt metoden ved hver eneste kropssignal. Det er en stor bestyrkelse at vide, at jeg har stået det her igennem. Jeg følte overhovedet ingen frygt under fødslen. Det var der slet ikke plads til, da jeg var så optaget af at bruge teknikken og at understøtte min krops arbejde bedst muligt. Min mor var med til fødslen og siger bagefter, at jeg virkede fuldstændig som en, der havde prøvet at føde før. Hun ved immervæk, hvad hun taler om, da hun som sygeplejerske af den gamle skole har assisteret mere end 3.000 fødsler. Hun mener, at den ro og det utrolig effektive fødselsarbejde, jeg har præsteret, ville kunne bruges som et undervisnings eksempel.
Hvis jeg ikke havde kendt til den her metode og ikke havde indlært den, ville jeg have stået på fuldstændig bar bund til fødslen. Det ville have været som at blive smidt ud i et bassin uden at kunne svømme. Jeg ville sikkert ikke være druknet uden teknikkerne, men angsten ville have været dominerende. Metoden gav mig en bestyrkelse. Den var en ressource, som jeg efterfølgende har taget med mig. Jeg vil varmt anbefale andre at lære det her, hvis man har lyst til at prøve sine egne kræfter af og er nysgerrig efter at vide, hvordan man i høj grad kan påvirke ens egen fødsel.
Mai, 27 år, 1. fødsel, baseret på interview med Anja Bay
