Når den smertefri fødsel var mulig for mig, er den også for andre
Du skrev for noget tid siden, hvad jeg mener har været afgørende ift. dét at få en smertefri fødsel. Jeg har tænkt meget over det. Følgende er mine egne betragtninger, for vi er jo forskelligt lavet, så der må nødvendigvis også være forskel. Måske er den smertefrie fødsel ikke mulig for alle. Jeg har dog svært ved at tro det. Når den er mulig for mig, må den næsten også være for alle andre. Jeg har hverken smertetærskel eller bygning med mig. Men helt hvad der gør forskellen kan jeg kun gisne om.
Jeg tror det vigtigste er beslutningen. Det er ikke nok at tro, at det bliver smertefrit. Man skal beslutte det, helt ind i hjertet og det skal man lægge ned over de "følelser" det kommer. Da de første veer kom traf jeg et valg. De føltes stærke! Men i stedet for at tænke "avavav" gik jeg ind i følelsen (følelsen vil her betyde fysisk følelse) og brugte mine mentale kræfter på at vende følelsen til noget godt. Det virkede. Jeg oplevede nu veerne som en kilden som næsten var for meget. Du ved, som når man næsten er ved at brække sig over at blive kildet (ok, jeg håber ikke kun det er mig, der har leget kildeleg) så stærkt er stimuli, men det gør ikke ondt.
Jeg har også efterfølgende tænkt på, om det nu også virkeligt VAR smertefrit eller det er indbildning? For jeg pjevsede jo undervejs, selvom jeg mener det var grundet mangel på søvn og mentalt overskud. Men jeg er kommet frem til at det jo faktisk er underordnet, sålænge dét jeg nu står med og allerede umiddelbart efter fødslen, er oplevelsen af, at det var smertefrit. Jeg husker ikke smerter fra min fødsel og det måvære det vigtigste. For smerter er jo langt hen af vejen hvordan vi håndterer dem psykisk.
Nå og så til min fødselsberetning.
Jeg kan ikke huske hvor jeg første gang læste om dit koncept. Men jeg ved, at der var flyers på mit universitet og at da jeg så dem, allerede havde hørt om dit koncept og besluttet mig for at skulle tage Smertefri fødsel kurset. For netop et år siden faldt de praktiske ting på plads (bl.a. holdt jeg meget hårdt på at min kæreste skulle holde barsel - noget han ikke kunne se kombineret med sit job) og efter lidt regnen frem og tilbage ift. eksamener i efteråret, gik vi i gang med det samme. For man bliver jo ikke gravid med det samme... Det gjorde "man" så! Min graviditet forløb fint, når man ser bort fra, at jeg begyndte at få bækkenløsning allerede fra uge 12. Til sidst kunne jeg dårligt gå og måtte sidde på en kontorstol når jeg skulle forsøge at være lidt huslig. Men jeg jokede med, at det blot ville betyde, at mit bækken ville stå åben som en port den dag jeg skulle føde og baby kunne vandre ud....! (Måske det har gjort det lettere?)
Jeg var sat til have termind. 24. Oktober, FN-dagen, gjorde jordemoren hver gang opmærksom på. I starten af August bestilte jeg intensiv kurset, idet at jeg ikke kunne overskue, at skulle afsted så mange gange, når jeg havde så svært ved at gå. I midlertid havde jeg dog brug for at min kæreste blev mest muligt involveret og vi fik mulighed for at tage partnergangen på grundkurset. Det var guld værd. Især dét at Camilla tog mændene til side og fortalte dem nogle "hemmeligheder" gjorde en stor forskel, kunne jeg mærke på ham.
I uge 32 kommer man rutinemæssigt til en vægtscanning i Sverige. Den viste hvad jeg godt vidste: Vores baby var helt gennemsnitlig, trods hans store far. Vi havde nemlig begge været små fine babyer på3000-3500gram så det blev vores søn naturligvis også. Og ganske rigtigt, udregningerne viste, at vi til termin ville have et barn på 3500 g.Efteråret gik med at øve teknikkerne. Jeg var ikke helt så flittig som jeg burde, men trøstede mig dog med, at jeg var startet i god tid. Jeg fandt noget genialt at træne på: kramper i benene. Henimod slutningen af graviditeten havde jeg tendens til at få kramper i benene. Det gjorde ondt, men en nat kom jeg i tanke om, at bruge åndedrætsteknikkerne dér. Det virkede! Smerterne gled i baggrunden og jeg fik mulighed for at træne under rigtige smerter. Winwin!
Jeg så meget frem til at føde, både oplevelsen, men også at blive lettere igen. Som jeg har skrevet tidligere, regnede jeg stadig med smerter under fødslen, indtil jeg nogle uger før kom til nogle linjer omkring smerter i mit pensum om hjernen. Det gik her op for mig, at ville jeg have en smertefri fødsel, måtte jeg beslutte 110% at den blev smertefri. Og derefter tænkte jeg sådan på den forestående begivenhed.Omkring min termin begyndte jeg at få det så godt, at jeg sagtens syntes, at jeg kunne tage 14 dage mere. Min mor sagde efterfølgende til mig, at da vidste hun, at det blev snart. (Er det noget du er bekendt med? Jeg har aldrig hørt om det, men hun har en del søstre og de oplevede det samme - at man pludselig får nyt overskud lige inden. Smart og betryggende, synes jeg!)
En dag var jeg bange for at jeg havde fået blærebetændelse. Det trykkede voldsomt på blæren, men jeg kunne bare ikke tisse. Det gik dog over igen. D. 26. kom "blærebetændelsen" tilbage. Den dag sov jeg både formiddagslur og eftermiddagslur. Da jeg vågnede efter eftermiddagsluren var der en tegnblødning. Men dum som jeg var, tænkte jeg ikke, at det nok var snart. I så fald, var jeg nok gået i seng igen. I stedet ringede jeg til jordemoren som beroligede mig og skyndte mig derefter at sætte mig til at læse. Imidlertid blev blødningen ved ogkl 21ringede jeg igen og vi fik lov til at komme til tjek. Forinden havde jeg under aftensmaden mærket min første ve. En lille nuttet babyve, beskrev jeg den. Lidt mensagtig kilden, som jeg havde læst det ville føles som. Ellers ikke andet end min "blærebetændelse".
Jeg fik kørt strimmel og blev tjekket. Det viste sig at jeg var to cm. åben og klokken var nu 23. Men selvom maskinen viste veer, mærkede jeg ikke noget til dem. De første to cm. var altså ren foræring. Vi kørte hjem igen, men det indvendige tjek havde virket som en slags hindeløsning ogkl 1:30gik det første vand. Derefter kom den første bølge som jeg oplevede som veer. Det viste sig, at veer for mig føles som en overfyldt blære med tilhørende tissetang. Det er en virkelig irriterende følelse. Men ellers besluttede jeg mig nu for at gå ind i følelsen. Og det var disse veer som jeg vil beskrive som en kraftig kilden. Selvom det ikke var det mentalbillede jeg havde øvet, befandt jeg mig pludselig i en lille båd ude på et bølgende, mørkt hav. Veerne var bølgerne, som jeg vippede over i min lille båd. De kom præcist så tæt at jeg ikke kunne falde i søvn, selvom jeg havde taget to panodil at sove på.
Omkring kl 2:30-3havde jeg haft sidste tur på toilettet med vandafgang (der kom flere "skyller") og nu skulle der ske lidt nyt. Jeg gik derfor i brusebad men desværre var vandet ikke varmt nok, idet fyret havde været gået i stå. Det skulle hr. mand naturligvis have skyld for, for jeg havde sådan glædet mig til at stå under den varme bruser og senere ligge i badekar for første gang i ni måneder. Derfor gik jeg nu over til pilatesbold. Jeg mener også, at det var her jeg begyndte at bruge vejrtrækningen for alvor. Jeg satte mig med min computer og surfede ind i mellem at jeg "trak veer". Der var stearinlys i vinduerne, mand og hund sov ved siden af og det var rigtigt hyggeligt.
Omkring kl4:30-5:00begyndte jeg dog at trænge til at der skulle ske noget nyt. Jeg kunne ikke komme i det vand jeg drømte om, så derfor ringede jeg på fødegang og fik lov at komme ind igen.Kl. 6var vi inde igen og nu begyndte det at være vildt. Og jeg var træt.Kl. 7kom vores jm ind (de ventede til den danske kom). Jeg var nu 6 cm åben og det var ikke godt nok til mig.Jeg ville nu gerne have en epidural, med den begrundelse at jeg var træt og ville sove, for jeg glædede mig slet ikke til at babyen kom, når jeg var så træt....!
JM mente dog at jeg skulle prøve at komme i bad først. Nå, så skidt da. Og det var dejligt, men samtidigt gik veerne nu helt amok. Jeg pustede som et lille tog og det var hårdt at holde fokus. På væggen foran fødekarret var der en masse pletter. Tre af dem lignede en lille sød isbjørn, så når veerne kom, kiggede jeg på den lille bjørn og messede for mig selv "jeg kan jeg kan". Det øvede mentalbillede var der ikke overskud til. Jeg prøvede at holde mig afspændt, men det var så heftigt at det eneste jeg rigtigt kunne, var at bruge vejrtrækningen. Jeg var dog opmærksom på afspændingen, men de tre fikspunkter var for meget. Spændt op var jeg ikke, men om jeg var helt afslappet vides ikke. Manden derimod synes det gik vældigt og hyggede sig med kaffe på sidelinjen. Senere fandt jeg ud af at veerne havde varet 4-5 minutter og pauserne 1 minut. Det er altså ikke så mærkeligt at jeg synes det var mega hårdt og næsten ikke kunne følge med til det. Men smertefuldt var det ikke. Jeg pev lidt ind i mellem over det uretfærdige over at jeg ingen pauser fik, men heldigivs var min jm god til at få mig tilbage i teknikkerne og det skete heldigvis kun få gange.
Ved 9 tiden var jeg 9 cm åben ogkl 10var der presseveer og jeg skulle op af vandet, for det skal man i Sverige. Nu kom første skuffelse. De almindelige veer var blandet med presseveer. Jeg troede det var enten eller? Nå, i gang med at presse. Det berømte adrenalinkick som nu skulle sætte mig op til det sidste udeblev. Måske det der i virkeligheden gav skuffelsen. Og så blev der ellers presset. Stående, liggende på siden da mine lår syrede (det gjorde ondt. Jeg synes det sætter det øvrige i perspektiv at dét der gjorde ondt under fødslen, var ben der syrede sammen). Jeg brugte teknikkerne men det gik så laaaaaaangsomt.
Ved 12tiden begyndte veerne dig for alvor at rykke. Nu var de sjove. Det var brøleveerne og det føltes som at kaste op i den forkerte ende. Igen synes jeg det var lidt hårdt, men så kom jeg i tanke om at jeg kunne brøle under dem og så glædede jeg mig. Nøj det er fedt med de der urbrøl. Imidlertid blev min krop mere og mere træt og jm begyndte at snakke om drop. Det var jeg ikke så meget for, nu jeg havde klaret mig så langt uden kunstigheder. Så jeg pressede på alt der var. Til sidst kom jeg på fødeskamlen, igen. Klokken var nu13:15og jeg fik at vide, atkl 13:30lagde hun drop. Det fik hun ok til, for jeg havde ikke så meget mere at give af. Så kom det øverste af hovedet ud. Fordi mine veer var noget sølle og med langt mellemrum brugte jeg nu gispeteknikken imellem veerne. Men jeg tænkte alligevel, at det da ikke var så slemt med den der kroning, som folk ellers ofte synes var det værste. Efter et par presseomgange mere kom hovedet ud og jeg tænkte at han så underligt lille ud, som han hang der halvvejs ud. Jm plejede mit mellemkød med varmeklude. Endelig kunne hun så vriste resten af barnet ud og op. Jeg gloede på det jeg nu kunne se ikke var nogen lille unge, men en kæmpe fed megaunge. Det kunne da ikke være min?! Men jo.
I det samme fik jeg imidlertid øje på mig underliv i spejlet. Tal om chock!! Det var et stort gabende sår. Op på briksen med mig. Og så begyndte smerterne, da de bedøvede mig og syede min 3. Gradsbristning.Jeg tror ikke jeg kunne have undgået at briste, da de sløje veer gjorde, at jeg ikke kunne presse ham langsommere frem end det jeg gjorde.
Ellers sagde jeg staks til min kæreste, at de var fed at føde og at jeg gerne gjorde det igen. Og jeg kan stadig ikke få armene ned, eneste skygge for solen er min bristning. Selvom det ikke gjorde ondt at briste, frygter jeg alligevel for næste gang, om det gør ondt med arret. Alligevel synes jeg det er vildt at man kan briste så meget uden at det gør ondt og derfor skal det helt sikkert også nok gå næste gang.
I øvrigt vejede vores søn 4470 gram, fordelt på små 53 cm, så vægtscanningen havde været et helt kilo ved siden af.
Mvh Kristine
