Min fødsel endte med at blive noget anderledes end jeg havde regnet med...
Min fødsel endte med at blive noget anderledes end jeg havde regnet med, men ikke destro mindre kunne jeg bruge de teknikker jeg havde lært mig. Og faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at metoden har været en medvirkende faktor til, at jeg ikke har fået en efterfødselsreaktion oven på den hårde omgang. Jeg vil dog starte et helt andet sted. For da jeg blev gravid i sommeren 2013, var jeg meget bange for at føde. Jeg var bange for at smerterne ville få mig til at reagere uhensigtsmæssigt og at jeg ikke ville være i stand til at følge jordemoderens anvisninger. Dette fik mig til at tilmelde mig intensivforløbet, og selve kursusdagen plus læsestoffet og øvelserne gjorde mig fuldstændig tryg ved den forestående fødsel.
For mig var dette en meget vigtig faktor, at jeg inden ikke gik og var bange, men havde en stor tro på mig selv - at dette kunne jeg klare! Dette var under selve fødslen med til at give mig den ro og indre tryghed der gjorde, at jeg ikke panikkede selvom tingene ikke blev som jeg regnede med.
To dage over termin gik vandet kl. 2 om natten. Jeg havde sovet i en time og vågnede ved nogle småsmerter, som så endte i vandafgang. Veerne startede lige efter men var allerede fra starten 1 - 1 1/2 min lange og enten uden eller med meget korte pauser imellem.
Jeg havde øvet mig på det visuelle billede, som kunne hjælpe mig gennem veerne. Mit billede var en sti ved det sommerhus, hvor jeg har tilbragt alle mine sommerferier hele mit liv. Stien snor sig gennem en skov og er ret stejl. Ca halvvejs oppe står der et æbletræ - her starter den 'tunge del' af veen. Længere oppe er der en ribsbusk, og her 'topper' veen. Næsten helt oppe ved huset står en stikkelsbærbusk og når jeg var nået op til denne, havde jeg 'fulgt veen til dørs'. Fra den første ve på toilettet hjemme i vores lejlighed havde jeg derfor et mantra i hovedet. 'Bare op til ribsbusken, bare op til ribsbusken'.
Efter ca fem kvarter ringede vi til jordemoderen, som sagde ok for at vi kørte til sygehuset. Vi havde 45 min kørsel, og da jeg syntes veerne var meget kraftige og konstante, ville jeg gerne ind på fødegangen. På grund af de mange tætte veer tog det 45 min at få mig i et par bukser og nogle strømper, da jeg når de var mest intense gik helt i stå, nærmest i tranche, og ikke kunne kommunikere med omverdenen.
Endelig kom vi afsted og hurra for at det var nat så vi undgik morgentrafikken. Jeg oplevede hele turen som én lang ve, hvor jeg sad med lukkede øjne og dyb koncentration for at komme igennem veerne. 'Op til ribsbusken, op til ribsbusken'. Kvart i fem ankommer vi til sygehuset, men da jeg med megen besvær kommer ud af bilen, går det op for mig, at jeg ikke er i stand til at gå. Veerne er simpelthen så kraftige og hyppige at jeg kun når at gå få skridt imellem dem. Min kæreste får mig placeret på en bænk og løber ind for at finde en kørestol.
Endelig ankommer vi til fødegangen og jeg nærmest kaster mig op i sengen og lægger mig i sideleje, da jeg kommer ind på stuen. Det var simpelthen så rart at komme i en anden stilling end den siddende. Jeg var i 'kendt jordemoderordning' så jeg vidste hvem min jordemoder blev og vi havde også forinden snakket om smertefri fødsel og hvilke ønsker jeg havde til fødslen. Om muligt ingen smertelindring, i badekar i udvidelsesfasen og sen afnavling.
Badekarret var ved at blive fyldt da vi ankom og jeg skulle bare lige undersøges, så kunne jeg komme i vandet. Jeg så virkelig frem til dette, da jeg håbede det kunne stoppe veerne en smule, så jeg kunne få bare en lille pause. Imens lå jeg på sengen og var dybt koncentreret om laborovejrtrækningen. Måske var det pga tidspunktet (nat/meget tidlig morgen), men alle omkring mig virkede utroligt afslappede og der blev talt til mig uden stress og med stor forståelse for min dybe koncentration.
Da jordemoderen undersøger mig siger hun, at hun godt kan forstå at jeg har ondt, da jeg er 10 cm åben. Dette er 3 timer efter vandet er gået, så udvidelsesfasen er gået vildt hurtigt i forhold til at jeg er førstegangsfødende. Min eneste kommentar til dette var: 'så kan jeg ikke komme i vand?' Og da hun bekræftede dette tænkte jeg bare PIS! Da jordemoderen undersøger mig, får hun mistanke om, at barnet ligger med numsen nedad. Dette betyder at der med ét kommer et hav af læger, sygeplejersker og andet personale ind på fødestuen. På intet tidspunkt føler jeg mig dog utryg. Jeg tror at dét at min koncentration ligger på at komme igennem veerne, at jeg ligger med lukkede øjne og kun tænker på at trække vejret rigtigt og komme op til ribsbusken betyder, at jeg filtrerer alt det utrygge fra. Jeg hører når de taler direkte til mig, og svarer dem mellem veerne. Men min kæreste har fortalt om flere ting undervejs, som jeg slet ikke har opdaget. Blandt andet fortalte han, at der havde været en ældre jordemoder henne ved mig og sige at jeg skulle trække vejret helt ned i maven, hvortil 'min' jordemoder lige med det samme havde svaret at 'sådan gjorde vi ved denne fødsel'. Her må jeg altså lige understrege hvor glad jeg er for den støtte som min jordemoder gav mig både før og under fødslen, i forhold til at benytte smertefri fødsel-metoden.
De næste halvanden time står lidt uklar for mig. Jeg husker at jeg havde pressetrang, men at jeg kunne holde den tilbage ved stadig at benytte laborovejrtrækningen. Det bliver besluttet at jeg skal forsøge at føde normalt, da sædestillingen er opdaget så sent. Men det betyder samtidig også at jeg får total overvågning af barnet og CTG'en gør at jeg skal ligge på ryggen. Havde ellers håbet på at føde i sideleje, men den mulighed forsvandt der.
Kl lidt i syv om morgenen får jeg lov til at presse aktivt med under veerne, og der er fint fremgang. Jeg bliver rost for min presseteknik og det virker meget motiverende for mig. Hun kommer fint frem og de kan se hendes numse, men hun ryger tilbage igen imellem veerne. Sådan står hun frem og tilbage i nogen tid. Jeg er på dette tidspunkt meget udmattet og må have to hjælpere til at tage mine ben ud af bøjlerne og bukke dem for mig under presseveerne for efter veen at lægge dem tilbage i bøjlerne igen. Hun mangler stadig det sidste, men vil ikke blive stående fremme. Jeg får lov til at komme om på alle fire, som et sidste forsøg på at få hende ud, men da det heller ikke hjælper og hendes hjerterytme falder, bliver der bestilt akut kejsersnit kl. lidt over otte om morgenen. Herfra går alting meget hurtigt. De mange mennesker på stuen arbejder pludselig meget hurtigt og koncentreret. Jeg ligger stadig med lukkede øjne og bruger min allersidste energi på at komme igennem de sidste presseveer. De sidste 4 veer, som jeg havde efter kejsersnittet var bestilt, var klart de værste.
18 min efter kejsersnittet blev bestilt kom vores datter til verdenen. Jeg lå jo fixeret på operationsbordet og tankerne om hud til hud kontakt og sen afnavling var ikke længere aktuelt. Til gengæld fik min kæreste lov til at holde vores datter de første timer og det gjorde mig meget glad.
Når jeg ser tilbage på fødslen idag husker jeg ikke smerterne. Jeg ved at de var der, for det var ikke smertefrit, men vejrtrækningen gjorde at jeg på intet tidspunkt gik i panik. Jeg vidste at jeg kunne, og jordemoderen sagde også til mig bagefter at jeg havde masser af kræfter til at føde. Samtidig roste hun mig også for min vejrtrækning. Hjerterytmen på lillepigen dalede dog, og det var grunden til at hun skulle ud - hurtigt. På trods af en noget anderledes fødsel end det jeg havde forberedt mig på, og potentielt traumatisk efterreaktion, så vil jeg faktisk gå så langt som at sige, at metoden har hjulpet mig til ikke at få den efterreaktion, som kunne have været udfaldet. Jeg var tryg og med en positiv indstilling gennem hele forløbet, og det betød at jeg aldrig undervejs blev bange.
Jeg er slet ikke i tvivl om at metoden har hjulpet mig, og jeg ville ikke tøve med at bruge den igen.
Mvh.
Ellen M. Sloth Christensen
