Jeg synes bestemt jeg kunne bruge dine teknikker
Hej Anja, Sidst vi talte sammen i telefonen var jeg ret frustreret over at have fået vendt min baby, der havde lagt sig i sædestilling, da han muligvis havde rykket sig tilbage igen. Jeg havde det dårligt med måske at skulle stå overfor det valg, om jeg skulle vælge sædefødsel eller kejsersnit, hvis det var tilfældet. Vi aftalte at jeg skulle give en melding, når jeg havde været hos jordemoderen næste gang, for at se, hvad hendes vurdering var.
Der er imidlertid sket en hel masse i mellemtiden. Natten til onsdag d. 28. oktober, hvor jeg skulle have været til jordemoder, gik vandet nemlig – et par uger inden termin, der var sat til d. 12. november. Jeg havde fået besked på at lægge mig ned, hvis vandet gik, da man jo var i tvivl om, hvordan den lille fyr lå. Jeg var lidt overrasket over vandafgangen, da jeg var gjort bekendt med, at dette kun sker i ca 10% af alle fødsler. Samtidig var jeg bestemt ikke forberedt på hans komme dér, da jeg er førstegangsfødende og nærmere tænkte, at han ville komme efter termin. Men sådan skulle det altså ikke være.
Efter vandafgangen gik det slag i slag og rimeligt efter bogen. Mine veer begyndte allerede i ambulancen (skulle jo lægge mig ned og fik derfor transport til hospitalet), og de tiltog stadig igennem natten, hvor vi begge, min kæreste og jeg, fik enestue på en af deres afdelinger. Det var fint, for så havde jeg ro til at koncentrere mig om min tillærte laboro-vejrtrækning, som jeg benyttede flittigt. Veerne kom som perler på en snor hele forløbet igennem, og på intet tidspunkt havde jeg brug for vestimulerende noget-som-helst. To kyndige damer mærkede på mig og konstaterede, at baby stadig lå med hovedet nedad, hvilket gjorde mig meget lettet.
Ved 8-9-tiden onsdag morgen blev jeg kørt til fødeafdelingen, hvor jeg var heldig at de havde en af deres sanse-fødestuer ledige, præcis som ønsket. Vi blev mødt at en sød, yngre jordemoder, som blev informeret om mine ønsker ift fødslen: dvs helst intet smertestillende, medmindre jeg selv pludselig ikke kunne håndtere det mere. Jeg klarede de 17 timer hele forløbet varede på 2 varmepuder og lidt ilt.
Veerne tog stadig til, jeg kastede op et par gange og var ikke just snakkesalig. Der var så kort tid mellem veerne efterhånden, at jeg følte den ene nærmest tog den anden. Ved 15-tiden var jeg på vej ind i den mest kritiske fase, selvfølgelig samtidig med at jordemødrene havde vagtskifte. Det stressede mig lidt, da jeg lige havde opbygget et tillidsforhold til hende vi havde haft fra tidlig morgen. Hun var også rigtig ærgerlig over at måtte forlade mig på dette tidspunkt, men sådan var det jo. Ind kom en lidt ældre jordemoder, som jeg lige skulle vænne mig lidt til. Men oplevede undervejs at hun var til at kommunikere med og bakkede op omkring mine valg.
I pressefasen oplevede jeg en side af mig selv, jeg ikke vidste jeg havde. Jeg brølede som en urkvinde, for jeg må erkende, jeg synes det gjorde møg-hamrende ondt. Jeg gjorde brug af de teknikker, jeg havde lært på kurset og de gav mig en god tryghed i, at jeg gjorde hvad jeg kunne for at styre smerten bedst muligt. Enkelte gange overvejede jeg at bede om noget smertestillende, men min indre overbevisning om at jeg godt kunne klare det uden, gjorde at jeg ikke valgte dette til. Den sidste halvanden times tid var ret hektisk. Den lille fyr lå skævt i mit bækken, så uanset hvor meget jeg pressede, ville han ikke ud. De begyndte at holde meget øje med hans iltning, da den dykkede, når jeg pressede. Han fik sat elektrode på skalpen og fik taget nogle blodprøver undervejs, for at holde øje med hans ve og vel. I mine fødetåger var jeg meget opmærksom på, hvordan han havde det og spurgte nok 100 gange undervejs, om han havde det godt. Alle prøverne var fine og ikke alarmerende, om end der ikke skulle gå ALT for lang tid, førend han skulle ud. Til sidst vurderede man, at jeg ikke kunne forløse ham selv sådan som han lå, og nu skulle han altså ud. Så man ville lægge en kop og give et lille klip. Pludselig var der 7-8 mennesker på stuen, der blev gjort klar til det tilfælde at det eskalerede, og jeg evt. ville skulle have kejsersnit. Der blev taget blodprøver, gjort klar til drop, ringet til diverse afdelinger og talt en masse internt lægesprog, som jeg prøvede at dechifrere. Jeg var imidlertid så opsat på at han SKULLE ud gennem fødekanalen, at jeg besluttede mig for at give den alt hvad jeg overhovedet kunne. Det lykkedes også med hjælp fra koppens sug. Den lille fyr kom ud og ligeså hurtigt forsvandt alle folkene fra stuen, så vi i fred og ro kunne nyde hans ankomst alt imens jeg blev syet og solen gik ned.
Tak for et godt kursus med nogle gode redskaber og erfaringer, jeg synes jeg har kunne bruge igennem forløbet. For mig var det ikke just en ’smertefri’ fødsel, men en fødsel, hvor jeg trods alt fik det som jeg gerne ville langt det største stykke af vejen. Jeg synes bestemt, jeg har kunne bruge dine teknikker og gøre dem til mine egne, så de blev brugbare i mit forløb.
Mette, 1. fødsel
