Jeg tror, fødeteknikkerne reddede mit og barnets liv
Ja, jeg vil vove den påstand, at det faktisk reddede både mit og barnets liv
Jeg stødte helt tilfældigt på Anja Bays beskrivelse af en Smertefri Fødsel, da jeg ventede mig for første gang. Jeg var ikke bange for at skulle føde overhovedet, da jeg ikke anede, hvad jeg gik ind til. Men jeg ville gerne søge information om, hvad kroppen gør i fødslen og metodens grundtanke med at fødselsoplevelse, lød fornuftig for mig. Jeg har løbet halvmaraton et par gange, og det trænende jeg jo også til. På sygehuset gik jeg til to foredrag, der gjorde det ud for fødselsforberedelsen. Her sagde de jo bare noget med at trække vejret dybt, hvilket jeg ikke lærte meget af.
Jeg trænede i bilen
Jeg var egentlig ikke særlig flittig med min træning og fik ikke trænet hver dag, men i hvert tilfælde hver anden eller tredje. Jeg brugte Anjas træningsprogram, når jeg sad i bilen eller lå i sengen. Jeg mailede også lidt med Anja, men da jeg ikke havde mulighed for at tage til København og Anjas hjemmestudie ikke var helt færdigt, klarede jeg mig med mailstøtte fra Anja. Især vejledning i den lette og overfladiske vejrtrækning var det jeg brugte Anja til, og det jeg øvede mest. Den skulle senere vise sig at blive min redning til fødslen.
Det går stærkt
Min fødsel begyndte med lidt tegnblødning torsdag morgen. I løbet af eftermiddagen gik slimproppen og sent på eftermiddagen føltes det, som om jeg havde menstruation. Tre timer senere bruger jeg den hurtige vejrtrækning for at komme ind i rytmen på lette veer eller plukveer — jeg er selv i tvivl om, hvilke veer der er på spil. Men det virker fint, og jeg falder i søvn indimellem. Lige før midnat kommer veerne, og jeg kan virkelig mærke, at der er gang i dem, og jeg har sværere ved at holde rytmen i vejrtrækningen. Jeg ringer til jordemoderen, da jeg mener, der er 10 min mellem veerne. Hun hører mig puste igennem nogle veer og siger, at jeg selv bestemmer, hvornår vi skal køre ind. Jeg ser pludselig at der kun er 3 min. mellem veerne for min samtale med hende varede kun 6 min., og der var to stærke veer.
Vejrtrækningen og rytmen holder smerterne væk
Jeg går i bad for at få lidt varme og ro på kroppen, for pludselig bider veerne for alvor. Jeg når lige at tænke 'Smertefri Fødsel, my ass'. Jeg er forvirret og lidt bange, fordi jeg ikke er klar over, hvor langt jeg er henne i fødslen. Jeg har været i bad og vækker nu min mand. Jeg får noget, der føles som en presseve, men er i tvivl, for det er da godt nok alt for tidligt. Går en tur i bad igen og bruger vejrtrækningen meget aktivt nu. Min mand ringer til fødeafdelingen og siger, at vi kommer nu. Jeg ligner en bokser: Mit hår er vådt fra badet, og jeg har et håndklæde om halsen — puster som en gal og har svært ved at holde rytmen, da jeg skal have tøj på. Når jeg falder ud af rytmen, gør det virkelig ondt. men så snart jeg er tilbage, kan jeg ikke mærke smerterne.
Der er nok een, der har øvet!
De 25 min. kørsel til Silkeborg er en gang storprusten, imens min mand hepper. Hver gang jeg er ved at kløjs i pressetrangen, råber han: Træt vejret! Træk vejret! Nu er det 2 min. imellem veerne, og de varer 1 min. Jeg har styr på vejrtrækningen. 03.20 er vi på hospitalet. Da jordemoderen ser mig, siger hun, 'Du presser da vist'. Ja, jeg havde haft presseveer allerede i bilen på vej herind! Jeg trækker lige vejret og puster med veerne op ad dørkarmen. 'Der er nok een, der har øvet sin vejrtrækning, hva'', siger jordemoderen anerkendende. De får hevet underbenklæderne af mig, og beder mig presse videre. Jeg holder fast i min mand. Det hele går lidt i stå, så jeg får vestimulerende drop. Min krop har været så hurtig til at udvide sig, at den slet ikke har krudt nok til presseveerne. Selvom jeg presser fint, gør barnet skævt på mit skamben, så efter en hektisk periode med lav hjertelyd, får jeg to klip. Lidt i fem føder jeg min søn, som jeg med det samme erklærer bliver et enebarn, da jeg virkelig synes, at den sidste del af fødslen var hård.
Metoden reddede mig fra at kollapse
Her bagefter tør jeg slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde haft øvelserne med. Jeg var så utrolig glad for at have øvet til fødslen og følte virkelig, at jeg havde 'en værktøjskasse at gribe i'. På et tidspunkt, da veerne pludselig tog fart, havde jeg det som om, at jeg skulle besvime. I dag kan jeg se, at metoden reddede mig fra at kollapse. Jeg gik jo fra murren i maven til presseveer derhjemme på ganske få timer. Jeg brugte metoden til at arbejde med den vildt hurtige udvidelsesfase og holde pressetrangen stangen. Vejrtrækningen reddede mig 100%. Ja, jeg vil vove den påstand, at vejrtrækningen faktisk reddede både mit og barnets liv, for da veerne virkelig tog fart var jeg ved at besvime, mens min mand sov som en sten ovenpå. Jeg vil til enhver tid anbefale andre at lære metoden, da jeg nu bare ved, at den virker.
Lene Lund, projektleder, den 15. januar 2010, første fødsel
