Det var så fantastisk en oplevelse, at jeg skal prøve det igen

Jeg vækker igen min kæreste og beder ham pakke det sidste og ringer selv igen til fødemodtagelsen og siger at hvis det bliver værre, så har jeg ikke overskud til at komme ud af døren. Så de siger at vi bare skal komme ind. Min kæreste bestiller en taxa og vi tager afsted.

Vi ankommer på fødemodtagelsen på Rigshospitalet kl. lidt over 8 og kommer ind på en lille stue, hvor jeg skal undersøges. Jeg får spændt måleapparater på maven og skal ligge på ryggen på en meget hård briks. Jordemoderen undersøger mig, og det viser sig at jeg er 8 cm åben. Det overrasker mig lidt. Jeg regnede ikke med, at jeg var så langt i forløbet. Men herfra begynder veerne at gøre rigtig ondt, og jeg kan ikke spænde af i kroppen eller fokusere på min vejrtrækning. Hverken dybe vejrtrækninger, som er det jeg hidtil har brugt, eller laboro. Det er forfærdeligt at skulle ligge på ryggen/ligge stille pga. måleapparaterne. Jeg får pludselig kvalme og kaster op. Det letter smerten lidt og vi går over på en fødestue. Jeg beder om at komme i fødekar, så jeg får klyx, som jeg skal ligge med så længe som muligt. Igen er det forfærdeligt at skulle ligge stille. Da jeg ikke kan holde det inde længere, får jeg lov at gå på toilettet, men jeg føler ikke at ”klyxet” kom ordentligt ud. Jeg tager et meget varmt brusebad. Det er helt fantastisk at sidde på badestolen og bruse maven. Da jeg kommer ud, får jeg igen måleapparater på og skal undersøges, hvilket betyder at jeg igen skal ligge på ryggen. Det er jeg ikke glad for. Jordemoderen fortæller at fosterhinde og fostervand står foran babys hoved og at det godt kan føles som ekstra pres. Hvilket det også gør, da jeg har en fornemmelse af at skulle på toilettet, selvom jeg ikke har presseveer. Jeg opdager også, at klyxet ikke var kommet ordentligt ud, da det begynder at sive ved hver ve. Jordemoderen siger jeg desværre ikke kan komme i vand, fordi klyxet bliver ved med sive. Jordemoderen vælger at prikke hul på fosterhinden, og fostervandet er grønt. Der er bogstavlig talt lort overalt. Baby skal have en elektrode på hovedet for at de kan holde øje med at hun har det godt. Jeg begynder at miste kontrollen fuldstændig, og min krop tager totalt over. Jeg beder jordemoderen om at gøre noget ved smerten og hun foreslår lattergas, som jeg takker ja til. Men jeg kan slet ikke finde ud af at suge i masken, så det dropper jeg hurtigt. Jeg har en mærkelig fornemmelse af at være helt til stede og være helt klar i hovedet og samtidigt slet ikke at være i stand til at styre min krop. Jeg følger bare med og laver mange sjove lyde. Da jeg ikke må komme i vand, afprøver jeg alle tænkelige stillinger. Der er ikke rigtig noget der fungerer. Jeg prøver at ligge på alle 4 i fødesengen, da presseveerne begynder. Min krop VIL bare presse og jeg får lov at presse med. Men jeg kan slet ikke presse ordentligt, mens jeg ligger på alle 4. Så jeg beder om at komme op og stå. Kl. er ca. 10.50. Sengen bliver hejst så højt op som muligt og jeg står bøjet ind over den, med jordemoderen bag mig, klar til at gribe baby og min kæreste på den anden side, så jeg kan holde/hive i hans arme. Jordemoderen fortæller at jeg skal gispe, når hun siger til og nu kan jeg bruge laboro. Hovedet kommer ud i ”gispet”, ikke i presset. Jeg får et chok da hovedet endelig er ude og råber nærmest ”hovedet er ude”. Jeg kan høre min datter. Hun græder ikke. Hun pludrer. Og i næste ve gisper/presser jeg resten af kroppen ud. Min datter er ude kl. 11.06 efter ca. 14 timer fra første ve. Jeg får hende rakt op til mig mellem mine ben og bliver bedt om at lægge mig på sengen igen. Efter en nat uden søvn, hvor jeg flere gange har følt mig fuldstændig udmattet, er jeg pludselig overhovedet ikke træt. Jeg ligger med min baby på maven og kigger ud af vinduet på den smukkeste solskinsdag. Men endnu engang er det forfærdeligt at ligge på ryggen. Moderkagen skal dog ud og jeg bliver bedt om at hoste. Jeg hoster moderkagen ud. Min kæreste klipper navlesnoren. Og til sidst skal jeg undersøges og sys. Jeg har grad 1 bristninger og skal have 3 sting. Da vi endelig får fred og er alene, føler jeg at jeg kan gøre det hele om igen. Jeg er helt høj på oplevelsen og har allerede (næsten) glemt smerten. Jeg føler ikke at jeg brugte øvelserne fra fødselsforberedelsen særlig meget. Jeg tror det er fordi jeg ikke har øvet nok, og fordi at ve-smerten var helt anderledes end jeg havde forestillet mig. Men kurset har helt sikkert givet mig en ro op til fødslen. Og jeg er på intet tidspunkt bange under fødslen. Men for mig virkede det at slippe kontrollen og lade min krop gøre, hvad den ville. Min fødsel var også så god en oplevelse takket være min jordemoder. Hun gav mig troen på at jeg godt kunne. Men næste gang skal jeg IKKE ligge ned, medmindre det er HØJST nødvendigt. (JA! Der bliver nødt til at være en næste gang. Det var så fantastisk en oplevelse, at jeg skal prøve det igen).

Amanda, 1. fødsel