Iben & Majas fødsel 

Mysteriet om det våde lagen
I løbet af natten var det pludselig blevet vådt i min seng. Sammen med en jordemoder prøvede jeg at løse mysteriet: Var det vandet? Var det tis? Var det udflåd? Det var i hvert fald ikke tis, sagde jordemoderen (thank God). Men det var heller ikke vandet – eller rettere det rigtige vand, som var gået. Det var den yderste hinde og den smule vand, der ligger mellem yderste og inderste hinde. 

Min detektiv-jordemoder tørrede op og kørte en kurve, og spurgte ”kan du mærke dem der?”, mens hun pegede på små regelmæssige bakker på ve-kurven. Det var plukkeveer, men jeg kunne godt mærke, at de hev mere end vanligt. Senere den nat gik min slimprop, og jeg sov fantastisk resten af natten. 

Morgenen efter var jeg en stor oxytocinbombe.

Vil I med en tur på fødegangen?
”Jeg vil være sød mod alle de jordemødre, der kommer herind i dag”, sagde jeg smilende til min mand, da han kom om morgenen. Intet kunne pille mig ned. Jeg vidste, at i dag var dagen, jeg ville føde. Hvis ikke de satte mig i gang, ville jeg gå i gang af mig selv. Min krop var SÅ klar.Ca. 12.30 kom verdens sødeste jordemoder ind på min stue. ”Har I lyst til at tage en tur på fødegangen?”, spurgte hun. Jeg vidste med det samme, at hende ville jeg gerne føde med. Hun var smilende og helt nede på jorden og udstrålede sådan en jordbundenhed, som jeg vidste, at jeg godt kunne arbejde med.Vi gik ned til fødegangen og gjorde klar til min igangsættelse. Jeg fortalte hende, at jeg brugte Smertefri fødsel-teknikkerne, og det bakkede hun op om. 

Medicinsk prepping til fødslen
Planen var, at jeg skulle have taget vandet. Dagen før var jeg 1,5ish åben, så alle mulige modningspiller var heldigvis ikke nødvendige.I og med, at det var en tvillingefødsel var jeg pragmatisk og åben overfor de medicinske procedurer, der ofte følger med sådan en. Jeg fik lagt veflon til et vedrop, hvis ikke jeg dannede veer selv. Jordemoderen fortalte mig, at de også gerne ville bruge droppet, når tvilling A var ude, så de kunne booste mine veer til at føde tvilling B. Det var jeg forberedt på, og jeg var helt med på det. Min krop måtte gerne klare det meste selv, men jeg synes, det gav mening at give den en hjælpende hånd på udvalgte tidspunkter undervejs.

At bade i fostervand
Min mands søster var inviteret med til fødslen. Når man føder tvillinger, kommer A’eren nemlig over til far efter fødslen, og jeg ville gerne have en velkendt hånd at holde i til B’erens ankomst. Hun var heldigvis på vej og kom ind på stuen kort tid inden, at jordemoderen tog vandet.

Jordemoderen undersøgte mig, og nattens små bakker på ve-kurven havde arbejdet til min fordel. Hvor jeg aftenen inden var 1,5-2 cm åben, var jeg nu 4 cm åben. Hun tog hvad der lignede en meget lang hæklenål og prikkede hul på Majas hinde, så det flød ud med varmt vand. Det er en sær og underligt behagelig følelse pludselig at blive badet i eget fostervand. Og så var jeg pludselig 5 cm åben. 

Nogen kom ind med frokost, så jeg kunne lade lidt op, men jeg fik ikke spist den, for ret kort tid efter begyndte mine veer. Jeg vil ikke sige, at de var decideret smertefulde i starten, men jeg havde ikke lyst til at klare dem uden laboro. 

Rekvisitter på fødestuen
Under min første fødsel foregik det meste af min fødsel i modtagelsen, så det var helt uvant for mig at befinde mig på en fødestue. Jeg følte mig som et barn i en legetøjsbutik, og gik rundt og kiggede på de forskellige rekvisitter, jeg kunne bruge under fødslen. På jordemoderens opfordring startede jeg med pilatesbolden, og jeg nåede aldrig rigtig videre.

Jeg pendlede mellem bold og seng. På bolden sad jeg ned og vippede op og ned og når veerne blev for hidsige, rejste jeg mig og lænede mig indover sengen og vuggede med hofterne.

En fødselslæge kom ind og ville scanne min mave for at sikre sig, at tvilling A lå med hovedet først. Jeg overvejede at spørge hende, hvor jordemoderen havde sat caputelektroden, hvis tvilling A ikke lå med hovedet først, men jeg havde for travlt med at laboro’e mig gennem veerne.

Verdens bedste smertelindring
Veerne blev ikke rigtigt regelmæssige. De varede alt mellem 40 sekunder og 3 minutter. Og de korte af dem føltes faktisk som om, at de toppede fra starten. Jordemoderen mente, at det var fordi, jeg ikke mærkede begyndelsen på dem. 

Jeg blev frygtelig varm af ve-arbejdet. Jeg bad om at få åbnet vinduet, men det var ikke nok – jeg svedte som et fitnesscenter på en varm sommerdag. Jordemoderen hentede isvand og kolde klude, som hun lagde på min nakke og min pande, når jeg fik veer. Epiduralblokade go home! Kolde klude er absolut lækreste form for smertelindring. Shit, det virkede godt!

Anjas stemme som styrstang
Min helt store fjende under udvidelsesfasen var min manglende evne til at leve i nuet. Jeg analyserede lidt for meget på mine uregelmæssige og korte veer og konkluderede, at jeg stadig havde de mest intense veer til gode. Og jeg syntes, de gjorde rigeligt ondt, som det var. Efter ca. 3 kvarter med veer var jeg ret presset, og jeg overvejede at bede min mand og svigerinde om at holde kæft, når de tillod sig at hyggesnakke under mine veer. 

Jordemoderen forsøgte at holde mig i nuet, men det der fungerede bedst for mig, var at afspille Anjas stemme for mit indre øre. ”Nu kommer der en sammentrækning, så du tjekker ind med kæbe, skuldre og hænder…” 

Helle føder jo ret hurtigt…
Ved 14.30-tiden spurgte jeg jordemoderen, om hun ikke kunne undersøge mig. Jeg ville gerne kunne krydse en masse cm af, men der var vi slet ikke endnu, sagde hun. 

Da jeg 10 minutter senere mærkede pressetrang på toppen af veerne, var jeg ret sikker på, at det var lige præcis dér, vi var. Lige omkring der fik jeg en velfortjent ve-pause på 4 minutter ifølge min mands flittige arbejde med ve-appen. Min mand mumlede noget med, at ”Helle føder jo ret hurtigt, skal du vide…” da jeg kort efter begyndte at sige som en ko. 

Og jeg sagde til jordemoderen, at det var nok nu, hun skulle undersøge mig. Og mens jeg kravlede op i sengen, kiggede jeg hende meget alvorligt i øjnene og sagde ”Men hvis du fortæller mig, at jeg er 6 cm åben, så tror jeg, at jeg slår dig”. 

Tryk på alarmknappen!
”Du er fuldt åben!” sagde hun glad (og lettet). ”Og hvis du mærker pressetrang, må du gerne begynde at presse med”. Hun vidste tydeligvis ikke, hvad hun havde sat i gang, for så havde hun ikke givet mig lov, før hun havde tilkaldt sine kolleger til stuen. 

Under åbningsfasen er det okay bare at have en enkelt jordemoder hos sig på stuen, når man føder tvillinger. Men når børnene fødes, skal der var et ret stort publikum af børnelæger, fødselslæger, SOSU’er, og jordemødre, og mit publikum var ikke mødt op endnu. 

Jeg mærkede en pressetrang af en anden verden, og jeg kommanderede min mand: ”HJÆLP MIG!” mens jeg flåede ud i luften efter hans hånd, så jeg havde noget at rive i. Han var heldig, at det var den, jeg fik fat i.

Jeg trykkede på speederen, og det gik så stærkt, at min ellers jordnære og rolige jordemoder lød ret presset, da hun bad min mand om at trykke på alarmknappen lige bag min mand. En svær opgave, fordi jeg havde ham i et jerngreb, men det lykkedes ham.

Forhandling med afdelingsjordemoderen
20 sekunder efter væltede det ind på stuen med mit publikum, og nogen råbte ”Hvem griber B’eren?!”. Når man føder tvillinger, så skal Tvilling B holdes på plads udenpå maven og gelejdes ned i længdeleje enten med numsen eller med hovedet først. Man kan ikke føde et barn på tværs åbenbart. 

Afdelingsjordemoderen greb B’eren, og i det samme fløj Maja ud, skreg og landede på min hulkende brystkasse. I min journal står der, at jeg fødte hende på 1 minut.

Hun blev hurtigt fjernet igen og lagt over til min mand. Man må ikke ligge for længe med A’eren, fordi kroppen så kan tro, at den er færdig med at føde. Så væk med Maja og op for ve-droppet. Og så var det, at jeg begyndte at forhandle med afdelingsjordemoderen, som så var den, der greb Iben uden på maven. 

”Jeg gider faktisk ikke mere lige nu – kan vi gøre det her på et andet tidspunkt”, spurgte jeg afdelingsjordemoderen? Det mente hun bestemt ikke, at vi kunne, og hun bad mig om at tale mig selv lidt op til at føde Iben, da jeg sagde, at jeg altså havde fortjent en pause. 

Afdelingsjordemoderen sådan en lidt seriøs og spids type, som man godt på forhånd ved, at man ikke diskuterer med, så jeg gik med til at føde et barn mere. Denne gang med numsen først. 

Og så fik jeg udvidelsesveer igen.

Sådan føder man en grillkylling
Jeg var blevet lovet, at jeg kun skulle udvide mig én gang og presse to gange, når jeg skulle føde. Ingen fortæller en, at man oplever udvidelsesveer igen, når man har født A’eren. Vredt spurgte jeg afdelingsjordemoderen, hvad det nu var for noget. Og hun sagde, at det bare var fordi, at Iben skulle ned gennem bækkenet, og det FØLES som udvidelsesveer, men det ER ikke udvidelsesveer. Nåh okay, det FØLES bare sådan, jamen så gør det jo slet ikke ondt, eller noget. 

Afdelingsjordemoderen sagde, at jeg bare skulle trække vejret dybt ned i lungerne, og nærmest panisk spurgte jeg ”må jeg ikke bruge mine teknikker??”, mens jeg bønfaldende kiggede på min jordemoder. ”Jo, for pokker. Brug dem!”, svarede hun. Og jeg laboroede mig gennem mine sidste ”ikke-udvidelsesveer”.

Iben kom med numsen først. Det foregik med mig på ryggen, og fordi jeg havde hævet hovedgærde, kunne jeg se, præcis hvordan sådan en lille baby ligner en grillkylling, når den kommer ud på den måde. 

Først kom hinden, som jordemoderen prikkede hul på, så alle på stuen blev sølet til i vand. Så kom numsen og maven, og så vendte jordemoderen Iben først til venstre, og så til højre, og til sidst skubbede hun kroppen nedad mod gulvet, og så kom hovedet helt ud. De andre på stuen lykønskede jordemoderen – det var hendes første sædefødsel. ”Men jeg har øvet mig rigtig meget på en dukke”, sagde hun.

Den fucking moderkage
”Aah, nu er jeg færdig”, sagde jeg og klappede mig selv på skulderen. ”Du mangler lige...” begyndte jordemoderen. ”Den fucking moderkage!!” afsluttede jeg sætningen. På det tidspunkt var jeg meget optaget af, at jeg syntes, jeg fortjente en pause. Jeg havde født to børn, og nu skulle jeg saftsuseme også føde en moderkage dobbelt så stor som andre moderkager. 

Som tvillingefødende burde man virkelig være forskånet for at føde det dyr! Man har presset to børn ud og vil faktisk gerne slappe lidt af, kigge på sit yngel og spise en velfortjent chokolademad.

Heldigvis gik det nemt, og jeg motiverede mig selv med, at jeg nu skulle se, hvordan de havde delt næringen derinde. Det er ikke hver dag, man får lov til at se en moderkage med to navlestrenge.

Verdens bedste jordemoder, sen afnavling og en velfortjent pause
Min jordemoder var en drøm! Jeg havde slet ikke overvejet sen afnavling, fordi jeg havde forstået, at ved en tvillingefødsel, så afnavler man hurtigt for at en børnelæge kan kigge på dem. 

Men kombinationen af to børn, som skreg med det samme og min meget jordbundne jordemoder gjorde, at begge børn blev afnavlet sent. Tvilling A efter to minutter, og tvilling B, da moderkagen var født. Det var jeg meget taknemmelig for. Og jeg havde ikke engang udtrykt, at jeg ønskede det sådan.

Efter moderkagen fik jeg på eget ønske Syntocinon i låret. Jeg følte, at min livmoder var på overarbejde, så lidt hjælp udefra til at trække sig sammen føltes rigtigt. Pigerne fik også K-vitamin på mit ønske.

Fra jeg fik taget vandet, til jeg havde født, gik der to timer (jeg fik veer efter en halv time). Det var en hurtig, meget intens oplevelse, men det var lige, som jeg godt kunne tænke mig det.  Jeg føler mig så heldig, at jeg fik mulighed for at føde begge børn vaginalt.

Da jeg var færdig, var jeg træt og bad om en lille pause uden at skulle ligge med børnene. Det var der fuld forståelse for, og jeg lå ca. en halv time, drak æblejuice og nød, at min kæmpe mave ikke trykkede på mine lunger længere. Det var den lækreste lille pause – og den eneste, jeg har haft siden.