En smertefuld fødsel
D. 4. oktober 2015 gik mit vand efter, at jeg var gået 13 dage over tid med min søn. Jeg havde været til tjek på Rigshospitalet dagen for inden, og jeg ville for alt i verden bare gerne føde naturligt. Fra smertefri fødsel havde jeg en god portion selvtillid, en lang række vejrtrækningsteknikker og indsigt i de forskellige faser af en fødsel. Men hvad nu? Vandet var grønligt. Jeg vidste ikke hvad det betød, og jeg ringede til hospitalet, som forklarede, at min søn havde skidt i vandet, og jeg skulle komme ind og blive tjekket.
Jeg var henrykt og begejstret over, at jeg ikke skulle sættes i gang, men at fødslen havde starten naturligt. Men allerede da jeg ankom til hospitalet kunne jeg mærke, at jeg havde paraderne oppe. Jeg havde ligesom fået opbygget en følelse af, at de på fødeafdelingen havde en bestemt agenda, og det var om hele tiden at forsvare min egen dagsorden og prioritere egne ønsker. Som førstegangsfødende vidste jeg ikke meget om, hvad det indebar, at vandet var grønt. Hvilket jeg ville have ønsket, at jeg havde forberedt mig på.
Vi fik lov til at tage hjem og hente nogle ting, men skulle være tilbage inden for en time, så de kunne monitorere mig. Jeg var bekymret, og havde fået at vide, at jeg havde 24 timer til at føde min søn, siden vandet var grønt, og der kunne opstå infektion. Det var bestemt ikke sådan, som jeg havde forestillet mig det, og jeg var ængstelig over, hvad der skulle til at ske.
Jeg havde næsten ingen veer og blev sat til at vandre op og ned af trapper. Jeg kunne mærke, at hele det scenarie, som jeg havde forberedt mig på og drømt om ikke ville kunne komme til at ske. Jeg ville have været hjemme så længe som muligt, bevæget mig frit rundt og have født i vand. Men på grund af omstændighederne, var ingen af delene muligt.
Om aftenen fik vi en fødestue og den sødeste jordemoder gav mig akupunktur for at sætte veerne i gang. Efter en lang nat, var veerne stadig ikke kraftige nok og efter jordemoder-skifte anbefalede den nye jordemoder mig et ve-drop. Jeg fik ve-storm og åbnede mig 7 cm på 1,5 time.
Jeg var totalt udmattet, da jeg ikke havde sovet i et døgn og ikke havde taget imod nogen typer af smertelindring foruden lidt lattergas, som lige tog toppen af ve-smerterne. Ve-stormen gjorde, at der ikke var nogen pauser mellem veerne og jeg havde derfor enormt svært ved at anvende laboro-vejrtrækningen. Så jeg trak vejret dybt og indimellem kørte jeg laboro, fordi det sad i kroppen, tror jeg. Da jeg endelig var de berømte 10 cm åben, pressede jeg i alverdens stillinger i en time, men min søn sad skævt i bækkenet, så der skete ikke så meget. Afdelingsjordemoderen kom ind på stuen og sagde, at nu havde jeg været i gang med at presse så længe, så nu var det kop eller kejsersnit. Jeg følte det virkelig som en trussel med kejsersnit, så jeg råbte: ”Kop”! Og koppen blev sat op, min jordemoder fortalte mig hvad jeg skulle gøre, og jeg gjorde præcis som hun sagde. Men søn blev født d. 5. oktober kl. 14.41 og var den smukkeste, blødeste, dejligste skabning jeg nogensinde havde set. Sund og rask.
Da vi blev alene på stuen efter al postyret kan jeg huske, at jeg følte, at jeg ikke havde født rigtigt. Jeg havde fået at vide, at det var mig, der i sidste ende bestemte, at det handlede om at bruge de rigtige teknikker, at man sagtens kunne sige nej til det man ikke ville have og bede om det man ville have. Måske det var mig, der havde overfortolket budskabet med at tage kontrollen selv. I hvert fald var der ikke mange muligheder for mig til at kontrollere noget som helst, og jeg måtte bare ”go with the flow”. Jeg ville ønske, at jeg havde forberedt mig på at ”alt kan ske.” For mig blev det en smertefuld fødsel, ikke fordi jeg ikke anvendte teknikkerne rigtigt, men fordi jeg ikke tog imod de tilbud, som blev givet i min stædige idé om at realisere min ”perfekte” naturlige fødsel. Set i bakspejlet, ville jeg ønske, at jeg havde ladet ønskelisten blive hjemme. For mig handler smertefri fødsel ikke om at være i kontrol. Det handler om for engang skyld at SLIPPE kontrollen, hvilket på en måde også kræver kontrol. Du kan ikke kontrollere om vandet er grønt, om dit barn vender den helt rigtige vej, om dine veer er gode nok eller om du i sidste ende kan blive nødt til at tage imod et kejsersnit, som min veninde for et par måneder siden, blev udsat for. Men vi kan gå ind til fødslen veloplyste og med en række teknikker i håndbagagen, som du uanset om du får brug for igangsættelse, ve-drop, epidural, sugekop eller kejsersnit, vil kunne hive frem. Èn af de teknikker bør være at slippe kontrollen. At være omstillingsparat. Så sænk paraderne og drop forestillingen om den perfekte fødsel. Den findes ikke.
