En helt fantastisk fødselsoplevelse
Tusind tak for et fantastisk kursus, som ledte mig frem til en fantastisk fødsel. Jeg fødte min ældste søn tilbage i 2013. Dengang havde jeg en tyrkertro på, at jeg havde en ret høj smertetærskel, og at jeg i hvert fald ikke skulle være nogen pylrerøv i forhold til det at føde et barn. Jeg havde ikke forberedt mig til fødslen ved andet end at være i rimelig god fysisk form og tænkte, at det måtte være nok. Dengang gik jeg 12 dage over terminen, og da fostervandet gik 41+5, var det grønt, hvilket bevirkede, at vi skulle relativt hurtigt på hospitalet. Da jeg ikke fik nogle nævneværdige veer, blev jeg efter et par timer koblet til et S-drop. Efter få timer med S-droppet var veerne så stærke og smertefulde, at jeg nærmest ikke kunne være i min egen krop længere (men hvor flygter man lige hen midt i en fødsel?). Veerne føltes, som om de rev mig midt over, og de skyllede regelmæssigt ind over mig som en tsunami. Jeg var så forpint, og jeg havde INGEN redskaber til at gøre noget ved dem. Efter et par timer fik jeg klynket ”epidural”, og det fik jeg heldigvis. Ingen tvivl om, at epiduralen dengang reddede dagen, men med den fulgte også en masse kedelige bivirkninger, som jeg egentlig gerne ville have været foruden.
Da jeg blev gravid 2. gang i efteråret, var jeg egentlig ikke decideret bange for at føde, men jeg havde et meget stort ønske om, at noget skulle være anderledes denne gang. Al den medicinske indgriben, jeg var udsat for i forbindelse med min første fødsel, ville jeg meget gerne undgå, men jeg var også klar over, at jeg selv måtte have nogle flere redskaber i ”fødetasken” for at kunne tackle veerne. Jeg havde hørt godt om Smertefri Fødsel fra en kollega, som da hun blev spurgt om, hvorvidt det virkelig var smertefrit at føde, sagde, at ”det da nev lidt”. At det nev lidt var godt nok til mig, for det lød absolut bedre end det smertehelvede, jeg havde oplevet i min første fødsel, så jeg tilmeldte mig, og sikke en god ide det var.
Min fødselsberetning
Præcis som med min ældste søn gik jeg over termin. Langt over. Jeg ville meget gerne undgå medicinsk igangsættelse, så allerede et par uger inden terminsdatoen var jeg begyndt med fødselsmodnende akupunktur og zoneterapi. Da terminsdatoen var passeret, fortsatte jeg med akupunkturen og fik i uge 41 også løsnet fosterhinder (hele 3 gange faktisk!). Det var dog ikke noget, der gav andet end lidt lette plukveer, og jordemødrenes ”dom”, da jeg var 41+3, lød da også, at der bestemt var modne forhold, men at babyen fortsat stod meget højt og lidt skævt i bækkenet, og at det måske var derfor, at jeg ikke var gået i fødsel endnu. Jeg besluttede derfor at give rebozo-massage et forsøg, og jordemoderen fik faktisk rettet lidt op på lillebror i bækkenet. Jeg gik dog stadig med fornemmelsen af, at der var langt til en forestående fødsel. Desværre var der ikke nær så lang tid til hospitalets tilbud om igangsættelse af fødslen 41+5.
Det lykkedes mig dog pga. travlhed at få udskudt mit tjek på hospitalet og tilbuddet om igangsættelse til 41+6. Der blev kørt en fin hjertelydskurve på lillebror, mit blodtryk var fint, og jeg havde det i øvrigt stadig rigtig godt. Jeg takkede derfor i første omgang nej til igangsættelse og fik en ny tid dagen efter 42+0. Hele situationen begyndte dog at slide meget på vores lille familie. Vores dreng på 3 år skulle passes, hver gang vi skulle afsted til tjek på hospitalet. Vi var også selv ved at blive meget utålmodige, og det virkede sværere og sværere at gå imod sundhedspersonalets anbefalinger om igangsættelse, selvom min mavefornemmelse egentlig var, at alt var fint inde i babyhulen. 42+0 besluttede jeg derfor med en klump i maven, at vi måtte takke ja til igangsættelse med Misoprostol.
Søndagen gik derfor med at køre frem og tilbage mellem hospitalet og Netflix i sofaen. Jeg fik hurtigt nogle relativt regelmæssige plukveer og småveer, som fortsatte eftermiddagen og aftenen ud, men som gik lidt i sig selv over natten. Mandag morgen 41+1 fik jeg endnu en omgang Misoprostol på hospitalet, som igen gav lidt regelmæssige småveer, men som absolut ikke var noget, man kunne føde børn af. I løbet af formiddagen besluttede kæresten og jeg derfor, at vi måtte tage det næste skridt, som var, at jordemoderen måtte tage fostervandet.
Kl. 14.35 tog jordemoderen vandet, og lige med det samme kom der rigtig godt gang i veerne. Det var en kæmpe lettelse at føle, at fødslen endelig var i gang, og jeg kom godt i gang med laboro-vejrtrækningen. Jeg blev undersøgt igen, var pludselig 5 cm åben og blev derfor sendt direkte over på fødegangen. Herfra gik det rigtig stærkt.
Vi ankom midt i et vagtskifte ca. kl. 15. Jeg fik klyx, og min kæreste blev sendt i kiosken efter lidt mad og drikke til os. Jeg var måske alene på fødestuen i 5 minutter, hvor veerne for alvor tog til i styrke og regelmæssighed. Jeg brugte laboro-vejrtrækningen, afspændingen og visualiserede min tur gennem veerne præcis, som jeg havde øvet, og det fungerede rigtig godt for mig. Jeg følte mig meget bevidst om alt omkring mig og virkelig til stede og i kontrol i fødslen i modsætning til min første fødsel. Jeg var på et tidspunkt også meget bevidst om, at mit koncentrerede arbejde med veerne måtte se ret vildt ud for min kæreste på sidelinjen, så i en pause fra veerne fik jeg sagt til ham, at han ikke skulle være bekymret for mig, for jeg havde det (og jeg citerer her ordret) ”pissefedt”.
Da jordemoderen ankom, fik jeg fortalt, at jeg gerne ville føde i vand, hvorefter hun begyndte at fylde badekarret op. Min kæreste har efterfølgende fortalt, at han – ud fra jordemoderens respons på mit ønske om at komme i vand – ikke troede et øjeblik på, at jeg ville nå over i det badekar. Men jeg troede på det, og det var nok meget godt, for det gav mig en masse mentalt overskud at mærke drømmefødslen i vand komme tættere og tættere på.
På et tidspunkt blev veerne så kraftige og kom lynhurtigt efter hinanden, at jordemoderen rådede mig til kun at bruge laboro på toppen af veerne, så jeg fik holdt pauser med dyb vejrtrækning undervejs, så snart veerne begyndte at klinge af. Det var jo ikke ligefrem det, jeg havde øvet hjemmefra, men det fungerede heldigvis super godt for mig, så længe jeg kom i gang med laboro-vejrtrækningen fra starten af veen. Her fungerede afspændingen med fokuspunkter også rigtig godt, og jordemoderen var rigtig god til at støtte mig i arbejdet undervejs. Jordemoderen foreslog også, at jeg fik steriltvandspapler for at aflaste min lænd lidt. Jeg følte egentlig ikke, at det var nødvendigt, men sagde alligevel ja tak, da jeg på det tidspunkt ikke rigtig havde nogen fornemmelse af, at fødslen ville gå SÅ stærkt. Det at få steriltvandspaplerne er i dag egentlig det eneste, jeg tænker tilbage på som decideret smertefuldt ved selve fødslen. De gjorde sgu ondt!
På nogle af de sidste udvidelsesveer begyndte lillebrors hjertelyd at dykke, og der var derfor brug for, at jeg tog nogle dybe indåndinger i en iltmaske. Her fungerede visualisering af veerne samt afspænding også rigtig godt for mig som afledning af smertesignalet, for ingen tvivl om, at laboro-vejrtrækningen da var det mest behagelige, når de sidste udvidelsesveer bed allermest. På det tidspunkt var jeg dog blevet klar over, at mig og lillebror var hovedrolleindehaverne i en regulær lynfødsel, og at badekarret ikke ville nå at blive fyldt op, før jeg havde født.
Pludselig (og ganske som jeg havde lært til Smertefri Fødsel) ændrede veerne karakter, og jeg blev til en brølende ur-kvinde. Pressetrangen havde meldt sin ankomst. Hvor jeg under min første fødsel ikke havde kunnet mærke pressetrang, fordi jeg havde fået en epidural og hele tiden tænkte, at det ville være en fysisk umulighed at presse et barn ud den vej, så var pressefasen denne gang til at tage at føle på. Jeg kunne mærke, at det hele åbnede op, og jeg kunne mærke barnet synke ned.
Igen dykkede lillebrors hjertelyd kraftigt under veerne, og min kæreste (der kunne følge med på skærmen med CTG-en) blev mere og mere hvid i hovedet. Jeg kunne dog mærke, at jeg i relativt få pres i sideleje ville kunne have lillebror i armene. Og ganske rigtigt. Kl. 16.50 kom lillebror susende ud til os helt blå over det hele og med navlesnoren stramt viklet om halsen. Efter at være blevet viklet fri af jordemoderen begyndte han dog at skrige og blev hurtigt fin og lækker babylyserød igen.
Selv om jeg ikke nåede i vand, så tænker jeg stadig på lillebrors lynfødsel på 2 timer og 15 minutter som en total drømmefødsel, og jeg er vildt stolt af min egen fødselspræstation, hvor jeg formåede at bruge nærmest alt, hvad jeg havde lært på Smertefri Fødsel. Jeg bevarede roen, selv om det gik stærkt, følte mig i kontrol i fødslen, og frem for alt stolede jeg på, at det her kunne min krop sagtens klare. Vi var hjemme igen efter 3 timer, og jeg er stadig helt høj over den fantastiske oplevelse, det var at føde et barn på den måde.
Så tusind tak for en helt fantastisk fødselsoplevelse.
Jeg vil anbefale Smertefri Fødsel til alle, jeg kender.
Kh Agnete Skovmose Bay
