Jordemoderen kaldte mig en superføder
Vores første barn er født ved planlagt kejsersnit, da han lå med numsen nedad, og det ikke lykkedes at vende ham. Da man mistænkte en for kort navlestreng som værende synderen, anbefalede man ikke en sædefødsel, hvilket jeg dog heller ikke tror, jeg ville have været frisk på på daværende tidspunkt for knap 6 år siden. Kejsersnittet gik for så vidt godt, og der var ingen komplikationer eller lignende, men det var en hård måde at blive forældre for første gang på, har min mand og jeg efterfølgende snakket meget om. Vi følte os meget overladt til os selv – særligt min mand, der som 24-årig førstegangsfar havde følt sig meget på sidelinjen under både fødsel og efterfølgende, hvor han måtte tage sig en del af vores søn, mens vi stadig var på hospitalet, da jeg jo var operationspatient.
Da vi to år efter stod for at skulle tage imod lillebror, så jeg derfor frem til at skulle føde på almindelig vis. Jeg havde gået til noget fødselsforberedelse, da jeg ventede den første, og da jeg jo ikke fik brug for det dengang, tænkte jeg, at det var ”som nyt” (som om sådan noget kan slides op), og at jeg derfor ikke behøvede at forberede mig. Mere end dette, prøvede jeg dog også at beskytte mig selv mod en eventuel skuffelse – da vi fandt ud af, at den første skulle ud ved kejsersnit, blev jeg meget skuffet over ikke at få oplevelsen af ”nu er det nu” og fødslen med, og den oplevelse sad stadig i mig. Jeg regnede derfor med, at jeg ville gå 14 dage over tid med lillebror, blive sat i gang og at det ville ende med et akut kejsersnit. Kort sagt: troen på min krops evner lå på et meget lille sted.
Han meldte dog sin ankomst 40+3 helt af sig selv med veer startende omkring midnat, og han er født kl. 8.06. Veerne startede med kun 1-2 minutter imellem fra start, og de var meget kraftige; jeg havde forberedt mig på, at de ville komme med 10 minutter imellem, så 9, så 8 osv., som man læser og hører om. Efter 6 timer med veer hvert 1-2 minutter af 45-60 sekunders varighed, var jeg dog kun 3 cm åben, og jeg nåede ikke at restituere imellem veerne.
Jeg kastede op, mit blodtryk steg alarmerende, mens lillebrors puls i maven galopperede derudad. Jeg var efter 6 timer helt drænet, og der blev lagt en epidural kl. 07.00. Den nåede at virke i en halv times tid, da jeg måtte kalde på jordemoderen, fordi jeg ikke syntes, at den virkede mere – på den halve time havde min krop ”givet slip”, og jeg havde udvidet mig de sidste 7 cm, lillebror stod helt nede, og jeg var klar til at presse. Jeg kunne mærke presseveerne, og selve pressefasen var en forløsning. At jeg havde fået en halv times hvile hjalp også på, at jeg nu var ved ”bevidsthed” og selv kunne være aktivt med. Lillebror kom til verden efter 25 minutters pressefase. Jordemoderen tog vandet, da jeg var fuldt åben, det var grønt og han var lidt sløv, da han kom ud. Det havde med andre ord været stressende for begge vores kroppe at komme igennem fødslen og vi blev indlagt efterfølgende. Bagefter havde jeg dog en følelse af, at det var en god oplevelse – jeg havde ikke fået en skramme, og de valg, der blev taget undervejs i forhold til smertestillende mv., var som de skulle være, omstændighederne taget i betragtning.
Tre et halvt år efter er jeg så gravid med en lillesøster til de to drenge herhjemme. Med to børn i forvejen er der nok at se til, og det er først, da jeg går på barsel, at bevidstheden om, at hun jo skal ud på et tidspunkt, for alvor slår ned i mig. Som sagt var fødslen af lillebroren ikke en dårlig oplevelse, men det var klart en oplevelse, som jeg ville justere på, hvis jeg kunne. Det handler primært om en følelse af at være om bord på et tog, der bare kørte for fuld knald af sted, uden at jeg kunne gøre hverken fra eller til eller bestemme retningen. Jeg fortrød ikke hverken smertestillende eller andet, men jeg var ked af, at jeg var nået dertil, hvor det ikke var mig, der tog en aktiv beslutning om det (jordemoderen sagde ”nu får du en epidural, så du kan få hvilet lidt”), og hvor jeg flere gange oplevede reel dødsangst og panik, fordi jeg var så udmattet af den måde, min krop nu engang laver sit vearbejde på.
Målet for min tredje fødsel var derfor heller ikke nødvendigvis at undgå smertestillende, for jeg vidste godt, at hvis veerne kom i 8 timer igen med fuld knald og 1-2 minutter imellem fra start, uden at jeg udvidede mig, så ville jeg hellere have smertestillende, end nå til en smertedøs i stedet. Målet var derfor at opnå evnen til at styre toget, når først veerne kom, sådan så det var mig, der aktivt tog valget omkring, hvad der skulle ske, og at jeg følte mig ved ”bevidsthed” hele vejen. Min anden fødsel husker jeg kun, som man husker noget, hvor man har været meget fuld eller noget, man har drømt.
Jeg var 36+0, da jeg tilmeldte mig kurset hos Smertefrifødsel, og var på selve kurset 37+0. I ugen op til lavede jeg øvelserne som hjemmestudie hver dag, de blev selvfølgelig igen gennemgået på selve kurset, og derefter lavede jeg vejrtrækningsøvelserne engang imellem, når jeg lige ville prøve det af (mens jeg lavede mad, stod i Netto-køen osv.). Vi ramlede ind i en juleferie i ugerne op til termin, så det der med at sidde og visualisere flere gange om dagen med en 3- og 5-årig om benene blev det ikke rigtig til. Derfor var visualiseringsdelen og afspændingsøvelser samt fødselsstillinger ikke noget jeg øvede, men noget jeg blot huskede mig selv på. Jeg snakkede også med min mand omkring, hvad jeg gerne ville have, han gjorde under fødslen; viste ham hvordan min vejrtrækning skulle være og forklarede hvorfor, viste hvordan han skulle hjælpe mig med at være afspændt og fortalte det der med, at jeg havde et visuelt billede af veernes forløb. Vi aftalte også, at han skulle være min ”advokat”, hvis jeg ikke kunne snakke med jordemoderen – det oplevede vi nemlig under forrige fødsel; at jeg var så langt ”væk”, at jeg ikke kunne tale selv. Jeg havde nogle helt konkrete ting, jeg gerne ville have anderledes end den forrige fødsel, og det drejede sig primært om, at jeg ved forrige fødsel blev koblet på konstant overvågning med bælte om maven på grund af mit tidligere kejsersnit. Det gjorde, at jeg i alle de otte timer, fødslen varede, var tvunget til at ligge ned, og det var ren tortur ikke at kunne rejse sig op. Derfor ville jeg gerne, at der denne her gang i stedet blev sat en elektrode på babys hoved undervejs, så jeg havde større bevægelsesfrihed og kunne arbejde mere med veerne ved fx at stå og vugge osv.
Vi styrer udenom både et jule- og et nytårsbarn, men søndag d. 3/1 kl. 4 om morgenen, 2 dage efter terminen, vågner jeg ved den første ve. Den fem-årige ligger i sengen imellem os og vågner samtidig og siger ”mor, du skal gøre dig klar – lillesøster kommer i dag”. Børn har en sær sjette sans, og jeg havde selvfølgelig lyst til at sige ”det tror jeg også hun gør”, men jeg ville samtidig heller ikke piske en stemning op, skulle det hele gå i sig selv – jeg var nemlig blevet forberedt på at tredje gang kan være virkelig drilsk. Han lagde sig heldigvis til at sove igen og jeg lå nu alene i morgenmørket. Jeg havde hentet en app på min telefon, der tog tid på veerne, og den lå jeg derfor lidt med, mens jeg ”tjekkede ind” og huskede mig selv på min mission – hvad jeg gerne ville, hvordan jeg skulle trække vejret, afspændingen osv. Efter fem veer sagde appen ”go to the hospital right away!”, og det skyldtes selvfølgelig, at historien gentager sig selv; der var kun 1-3 minutter imellem veerne, og med det interval forventer en app, at jeg er lige ved at kyle ungen ud på gulvet. Jeg selv derimod tænkte, at hendes ankomst nok var omkring 8 timer væk, så jeg stod op og gik i bad og satte boller i ovnen, mens jeg blev ved med at tage tid på veerne. De eskalerede i styrke, men intervallet forblev det samme; 1-3 minutter imellem. Jeg var på det her stadie godt i gang med laboro-vejrtrækningen og mærkede, hvordan den faktisk virkede. Jeg afprøvede også forskellige stillinger til veerne; opad væg, ved bord, stående midt på gulvet. Det virkede at have vejrtrækningen som en teknik at knytte sig til – altså et sted at have sit fokus i stedet for at have fokus på sammentrækningen i maven. Jeg tager i alt tid på veerne i 39 minutter, hvor jeg får i alt 14 veer. Da klokken er 5.15 ringer jeg til fødegangen og får fat i en jordemoder. Da jeg tidligere har fået kejsersnit, skal jeg komme ind så snart veerne er regelmæssige og ikke først når der er 3-4 minutter imellem. Mine veer er ikke regelmæssige – der er jo 1-3 minutter imellem, men der er omvendt ret kort tid imellem. Jordemoderen siger, at vi er velkomne til at komme ind til tjek kl. 6.30, men at vi også kan blive hjemme og afvente, at de bliver regelmæssige og så komme. Dette har jeg dog ikke lyst til, da jeg synes det er lidt utrygt, når der kun er 1-3 minutter imellem. Vi aftaler derfor 6.30. Jeg vækker min mand og vi får børnene i tøjet, da vi skal sætte dem af hos mormor og morfar på vejen. Egentlig tænker jeg, at vi har god tid, og at 6.30 er ”sådan cirka”, men at vi bare skal tage det stille og roligt, men pludselig, mens vi står og er halvt på vej ud af døren og ved at pakke drengenes ting, kan jeg godt mærke, at jeg vil af sted NU og at jeg virkelig skal koncentrere mig under veerne. De sidder ikke længere kun foran men også bagtil og jeg er nødt til at stå op ad noget når de kommer. Laboro virker dog og jeg er tryg i det. Mine forældre bor heldigvis kun 5 minutter væk, og drengene er søde på bagsædet og jeg koncentrerer mig hele tiden om vejrtrækningen og at være afspændt. Min mand får afleveret drengene, mens jeg bliver siddende, og vi kører de sidste 2 minutter over til hospitalet, som er lige ved siden af. Jeg må tage en enkelt ve i kulden udenfor på parkeringspladsen, og den jog mig virkelig i knæ, fordi det var svært at være afspændt, når man samtidig stod i -3 grader i noget, der minder om natbukser med en stiv vind lige på. Da vi kommer ind på hospitalet, er jeg derfor ret afkølet, og min krop kæmper med at få varmen OG lave veer samtidig = dårlig kombi. Jeg er dog stadig ved mine ”fulde fem” og har virkelig gavn af vejrtrækningen og ved at fortælle mig selv, at jeg skal være afspændt, kan jeg også gøre det, selvom jeg ikke nødvendigvis kommer helt afspændt ind i veen hver gang – særligt mine fødder vil gerne knuge sig sammen, men jeg kan sådan gennemgå min krop og spænde det hele af en ting af gangen ”hænder, kæbe, skulder, fødder” osv. og så give slip. Jeg er hele tiden ret bevidst om, at det er en teknik jeg skal huske mig selv på – det kommer ikke automatisk, det er en metode.
Vi kommer ind på en stue kl. 6.41. Jeg får en varmelampe over mig for at få varmen og bliver undersøgt – jeg er 3 cm åben. Jeg bliver også koblet op med de der bælter, men får at vide, at det kun er en halv time, og så kan vi snakke elektrode i stedet. Jordemoderen går ud af stuen for at udfylde papirer. Allerede efter ti minutter kan jeg dog mærke, at jeg panikker lidt i de bælter der, og jeg får svært ved at kontrollere min vejrtrækning, fordi der virkelig er riv i veerne, og de kommer med kun 1 minut imellem nu. Jeg sender min mand ud til jordemoderen for at spørge, om vi ikke bare kan få den elektrode på nu. Han kommer tilbage og siger, at de vil lige have, at der går en halv time. Jeg tænker bare, at så må det være sådan og for at tænke på noget under de veer, der virkelig giver den gas nu begynder jeg at bruge visualiseringen også. Min visualisering er noget så simpelt som en cykeltur – veen er en bakke, der bliver stejl på toppen og derefter går nedad. Jeg ser en lille mand a la Cykelmyggen Egon for mig, og det hjælper mig til at lukke resten af verden ude og bare køre på med det. Igen er jeg bevidst om, at det er metode jeg skal tvinge mig selv ind i – et aktivt valg hele tiden. Vejrtrækningen kører på det her tidspunkt helt automatisk i laboro og det virker rigtig godt for mig. Mellem veerne (i det meget festlige ene minut jeg får) sørger jeg for at trække vejret dybt og klare hovedet og kan snakke med min mand.
Kl. 7 er der vagtskifte, og der kommer derfor en ny jordemoder ind til mig kl. 7.10 (samt min tante, som er assistent på fødegangen og tilfældigvis var mødt ind i vagt kl. 7 J). Den nye jordemoder er med på, at der skal en elektrode på i stedet, og i den forbindelse undersøger hun mig igen. Jeg er stadig kun 3 cm åben. Den oplysning slår mig lidt ud, da jeg synes, det går rigtig godt med vejrtrækningen osv., men jeg er samtidig ret bevidst om, at det ikke er noget, jeg kan klare i syv timer mere med den intensitet. Jeg siger derfor, at jeg gerne vil have en epidural og fortæller kort om fødslen af nummer to, hvor der ikke var fremskridt osv. Jordemoderen synes, at det lyder som en god ide, og siger at det synes hun så vi skal arbejde hen mod nu, så den bliver lagt tidligere i forløbet end sidst. Hun skal dog først sætte elektroden på baby og i den forbindelse er hun nødt til at tage vandet for at kunne komme til. Vandet går og elektroden bliver sat. Men den bevægelsesfrihed, som jeg gerne ville opnå ved elektroden, bliver ikke udnyttet til andet, end at jeg kommer om på siden, og at jeg nu kan sige farvel til det virkelig irriterende bælte over maven – det var dog også fint for mig, da jeg slap for den klaustrofobiske følelse og vidste, at hvis jeg ville, kunne jeg rejse mig. Veerne er så kraftige og kommer så ofte nu (30 minutter imellem), at jeg dog ikke kan komme op og stå. Jeg kører benhårdt på med laboro stadig og visualisering og afspænding - tvinger simpelthen mig selv ind i det hele tiden. Da jeg øvede laboro derhjemme pustede jeg næsten ikke ud men trak mest vejret i stød. Nu er det mere sådan tre stød og pust ud, tre stød og pust ud. Den lille mand på cyklen knokler som en gal, men han holder mig trods alt ved forstanden.
Kl. 7.43 ankommer anæstesilægen til stuen. Hun stiller en milliard spørgsmål om alt muligt, inden de må give mig bedøvelsen. Jeg er dog ret fokuseret på stadig bare at trække vejret og holde mig ude af panikken og hele tiden fortælle mig selv, at det her kan jeg godt, at alt er ok, og nu er målet ligesom bare, at bedøvelsen er der om lidt. Jeg bevarer forstanden ved at tænke på det, for veerne er virkelig kraftige, og de er der nærmest uden pause. Mens jeg ligger der, kan jeg dog høre alt hvad de siger – noget jeg slet ikke erindrer fra forrige fødsel – og der bliver diskuteret lidt frem og tilbage mellem jordemoderen og anæstesilægen, der jo kan følge veerne på skærmen ved siden af og se, at de er så godt som konstante. De er simpelthen i tvivl, om de kan nå at give mig bedøvelsen. Jeg kan nu mærke, at der ikke er nogen pause i veerne – den stakkels mand på cyklen kører kun opad bakke- og det begynder at presse bagtil – her går jeg ind i en mere kraftig vejrtrækning, der dog stadig er overfladisk men har væsentlig mere lyd på, og hvor det er skiftevis vejr ind, vejr ud, vejr ind, vejr ud. Jeg får sagt, at jeg synes, det presser, og de siger ”ja, det skulle ikke undre os”. Jordemoderen undersøger mig, og siger at næste gang, så må jeg gerne presse med – jeg har med andre ord åbnet mig de sidste 7 cm. den sidste time; så tror da fanden at der var smæk på! Jeg bliver meget overrasket og tænker først ”nej nej nej ikke allerede” – simpelthen overrasket over tempoet. Klokken er her 8.10. Jeg havde ikke øvet pressefasen inden da, da jeg har født før, og den del kom naturligt til mig sidst og vejrtrækningen gav sig selv for mig – en blanding af at gispe mellem presseveerne og så holde luften inde i selve presset.
Kl. 8.16 føder jeg Kajsa. Da hovedet er ude, siger jordemoderen, at jeg skal tage hænderne ned, og så kan jeg selv trække hende det sidste stykke ud.
Og ja – det var det; 4 timer efter jeg vågnede med veer, blev jeg mor for tredje gang. Der var virkelig smæk på, men jeg følte at jeg var med hele vejen. Det var ikke smertefrit, men omvendt heller ikke uudholdeligt, og mit mål var heller ikke nødvendigvis det som sagt; mit mål var at opnå en fornemmelse af at være med i det, og det var jeg! Jeg gik på intet tidspunkt i panik, og jeg følte virkelig, at jeg kunne klare det ved at trække vejret og holde mig ved forstanden. Afspændingen kunne jeg tale mig selv ind i og visualiseringen hjalp mig til at tænke på noget andet. Igen; jeg var hele tiden bevidst om at bruge det aktivt, i hver ve tog jeg beslutningen ”det her gør jeg” og så satte jeg ind med alle tre ting. Vejrtrækningen blev til sidst en refleks, men de to andre var hele tiden aktive tilvalg.
Jeg fik virkelig meget ros fra jordemoderen, der var vildt imponeret over mit arbejde og kaldte mig en superføder. Det er jo altid fedt at få at vide, men jeg kunne jo også fortælle hende, at jeg havde øvet mig.
Jeg tror, at det har hjulpet både at have teknikkerne men også at have snakket med min mand om det inden – både de praktiske ting som det med elektroden og så selve teknikken – simpelthen have sagt højt til ham, hvad det handlede om, så jeg havde ham som mit ”vidne”. Enkelte gange hjalp han mig med afspændingen, men ellers så klarede jeg det selv.
- Thea Rytter, 3. fødsel
