Når alt bare slet ikke går som planlagt — så er lykken en fantastisk værktøjskasse

Vandet gik i en stor skylle i sengen klokken 2 om natten, og det havde jeg slet ikke forestillet mig. Jeg havde nærmere forestillet mig, at det ville starte med små sammentrækninger og masser af tid hjemme, hvor jeg kunne nusse rundt og gøre mig klar… Jeg kunne desværre se med det samme, at vandet ikke var klart, så jeg ringede noget forvirret og fyldt med adrenalin til fødegangen, som sagde, at jeg skulle tjekke bind om en halv time og ringe igen. 10 minutter efter vandafgang begyndte sammentrækningerne så - de varede næsten 1 minut fra starten, og der var 2-3 minutter imellem dem. ”Wow, det kommer til at gå stærkt”, tænkte jeg. Men det gjorde det bare slet ikke… 

Det var helt naturligt for mig at falde ind i laboro-vejrtrækningen fra første sammentrækning og samtidig spænde af i de indøvede fikspunkter. Sammentrækningerne bed godt fra første færd.Vi ringede til fødegangen igen, og de sagde, vi skulle komme, da vandet var gulgrønt. Så vi fik pakket de sidste ting i en fart og var spændte. Turen i bilen gik fint: Der var nærmest konstant sammentrækninger, og jeg prustede og stønnede de 20 minutter, det tog at køre til hospitalet.

Jeg var 4 centimeter åben, da vi kom ind, og jeg var MEGET glad for laboro-vejrtrækningen og kombinationsafspændingen. Det fraholdte mig helt fra at gå i panik og hjalp til at klare smerterne. Jeg var på intet tidspunkt bange eller ude af stand til at håndtere smerterne. Jeg trak mig dybt ind i en fokusboble og gik nærmest i trance. 

 Hele dagen gik med meget tætte sammentrækninger, og en stor del af tiden var de koblede (uden pauser, red.), så det var benhårdt arbejde. Efter 8-10 timer var jeg ekstremt træt, og jeg var cirka 6 centimeter åben. Jeg endte med at få en epiduralblokade (rygmarvsbedøvelse, red.), så jeg kunne tanke lidt kræfter op, og jeg fik sovet halvanden time. Jeg var herefter rundt på bold, sækkestol og så videre, men jeg åbnede mig meget langsomt. Epiduralblokaden virkede cirka 2 timer, og så var det bare intenst igen. Jeg var overvåget og måtte ikke komme i vand, som jeg havde ønsket. Alt var pludselig slet ikke den fødsel, jeg i mit stille sind havde forestillet mig. Jeg endte med at være 8 centimeter åben i 6 timer, hvoraf de 2 sidste timer var med vedrop for at stabilisere sammentrækningerne sådan, at jeg fik pauser imellem dem. Men der skete stadig ikke mere, og nu stod baby også skævt i bækkenet, sagde de. Efter 18 timers sej kamp syntes de, at vi skulle se at få ham ud. Vi måtte lige tygge på den, men jeg var rigtig flad og også lidt bekymret for, om jeg ville presse mig selv for hårdt i forhold til min sygdom, sklerosen, hvis jeg blev ved med at kæmpe. Vi endte med at sige ”ok” til at få ham ud med hjælp, da de mente, at der var en grund til, at jeg ikke åbnede mig mere. Vi havde prøvet alt; rundt i diverse stillinger, og sammentrækningerne var der nærmest konstant. Det var en meget ambivalent følelse og ekstremt overvældende, atdet bare skulle være nu.